Skip to main content

Kolding Netavis

Vi løfter i flok – for børnene

Elo Christoffersen
Privatfoto.

Læserbrev af Hans Holmer (SF), formand for Børn og Uddannelse, Skovbogade 8, 6000 Kolding og Iben Lehmann Rasmussen, borgmesterkandidat (SF), Vestervang 27, 6000 Kolding.

I SF er børn og unge ikke bare en mærkesag – de er en hjertesag.

Vi ved, at kvaliteten i vores dagtilbud er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring. Derfor vægter vi det pædagogiske arbejde højt. Men vi ved også, at vi kun kan løfte området, hvis vi gør det sammen – i dialog og i fællesskab.

Netop derfor var vi glade for BUPL’s invitation til dialog – ikke kun med de nuværende byrådsmedlemmer, men med alle kandidater til byrådet. Det er et vigtigt initiativ, for den gode pædagogik kræver, at vi politisk lytter, lærer og handler.

Vi er helt enige med BUPL: Børns trivsel forudsætter uddannede pædagoger, tid til nærvær og en ledelse, der er tæt på hverdagen. Det er ikke nok at tale om det – vi skal også tage ansvar.

Derfor er SF medforslagsstiller på en bevilling på 3 millioner kroner til området i det kommende budget. Det er et lille, men vigtigt skridt. Et skridt, der viser, at vi mener det alvorligt.

Vi kæmper også for at give daginstitutionerne de nødvendige redskaber til at støtte de børn, der har brug for lidt mere opmærksomhed. Det var også det, vi havde for øje, da vi i sidste års budgetforlig fik midler med til at styrke børnefællesskaberne.

Overgangen til skole skal være tryg – især for de sårbare børn. Og skiftet til glidende overgang (GLO) kan være rigtig svært. Derfor skal vi turde tale om både normeringer i SFO og de kompetencer, vi kræver af de ansatte. Og vi skal anerkende, at fritidspædagogikken spiller en afgørende rolle – både i SFO og klubtilbud.

For overgangen fra skoledag til fritid er en lige så vigtig del af barnets dag, og her skal der også være gode, trygge rammer og kendte voksne. Det er ikke bare opbevaring – det er pædagogik med liv og mening. Vores børn fortjener tilbud med høj faglig kvalitet, hvor de kan danne fællesskaber, udvikle sociale kompetencer og finde ro og glæde.

Vi deler også BUPLs bekymring: en af de store udfordringer er hvordan vi får uddannet og rekrutteret nok pædagoger.

For minimumsnormering handler ikke kun om hænder. Det handler mindst lige så meget om uddannede fagligt dygtige og engagerede voksne, som ser det enkelte barn og møder det med faglighed og nærvær.

Og dem har vi heldigvis mange af i Kolding.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.