Skip to main content

Kolding Netavis

Sur smiley til Open Heavens i Låsbygade efter kontrolbesøg

Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Fødevarestyrelsen var på kontrolbesøg hos Open Heavens Restaurant i Låsbygade den 16. september. Det endte med en sur smiley og et bødeforlæg på 5.000 kroner for manglende faciliteter til hygiejnisk håndvask. Restauranten har nu anmærkninger på tre af de seneste fire besøg.

KOLDING: Et kontrolbesøg hos Open Heavens Restaurant (tidligere Freshy, red.) i Låsbygade er endt med en sur smiley.

Det skete tirsdag den 16. september, hvor Fødevarestyrelsen var forbi restauranten i det centrale Kolding.

Ifølge den offentliggjorte kontrolrapport var det faciliteterne til hygiejnisk vask og tørring af hænder, der ikke var i orden.

Ingen vand i håndvasken

Fødevarestyrelsen konstaterer, at der ikke var vand ved den separate porcelænshåndvask, der er beregnet til håndvask.

I køkkenet findes der ud over porcelænsvasken en anden vask. Ved tilsynets start lå der beskidt service i vasken, hvilket ikke muliggjorde en hygiejnisk håndvask. I løbet af tilsynet blev vasken brugt til vask af grøntsager og skylning af hænder, mens der fortsat lå snavset service i vasken, fremgår det af rapporten.

Der er fremsendt et administrativt bødeforelæg på 5.000 kroner for overtrædelsen.

Virksomheden oplyste under kontrollen: “Jeg har forsøgt at tale med ejer af bygningen, men det er ikke blevet lavet”.

Fødevarestyrelsen har vejledt generelt om regler for håndvaskefaciliteter.

Risikerer skærpede sanktioner

Sagen stopper ikke ved den sure smiley.

Af rapporten fremgår det, at virksomheden har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger.

Det er ikke lykkedes, at få en kommentar fra Open Heavens Restaurant.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.