Skip to main content

Kolding Netavis

To røde partier indgår i valgforbund

Elo Christoffersen
SF og Enhedslisten er blevet enige om at indgå et teknisk valgforbund. Foto: Ulla Asmussen.

I forberedelserne til regionsrådsvalget i Region Syddanmark er Socialistisk Folkeparti (F) og Enhedslisten, De Rød-Grønne (Ø) blevet enige om at indgå i et teknisk valgforbund.

Formålet med forbundet er at sikre, at alle de røde stemmer får indflydelse og at opnå størst mulig påvirkning i det kommende Regionsråd og Sundhedsrådene. Det understreges også, at hvis man ønsker en anderledes politik i Region Syddanmark, bør man stemme på SF eller Enhedslisten, skriver partierne i en pressemeddelelse.

-Det er første gang, vi samarbejder på denne måde med Enhedslisten i Region Syddanmark. Det skyldes, at det stort set er det parti, der sammen med SF, har stået for oppositionspolitikken. Vi har haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Enhedslisten i hele denne valgperiode, hvor vi har arbejdet for at bekæmpe stigende ulighed, centralisering og privatisering i sundhedsvæsenet, fortæller Annette Blynel, spidskandidat for SF.

Martin Schmidt Konradsen, spidskandidat for Enhedslisten, tilføjer:

-Enhedslisten går til valg med en tydelig rød-grøn opposition i Region Syddanmark. Vi vil kæmpe for et sundhedsvæsen, der er tilgængeligt for alle, og imod social ulighed og privatisering. Samtidig vil vi fortsat føre en grøn linje med fokus på beskyttelse af naturen og rent drikkevand.

Med SF’s tre pladser og Enhedslistens to pladser i Regionsrådet, der reduceres fra 41 til 31 medlemmer, ser partierne det som afgørende at sikre, at de røde stemmer ikke går tabt.

Aftalen inkluderer også en række politiske målsætninger, som partierne forpligter sig til at arbejde for i den kommende periode. Samarbejdet kan eventuelt udvides med flere partier senere, hvis der opnås enighed om det.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.