Alternativet og KristenDemokraterne går sammen i valgforbund.
To partier går sammen i valgforbund: Alternativet og KristenDemokraterne går sammen i et nyt valgforbund til regionsrådsvalget i Region Syddanmark. Målet er en sundheds- og psykiatripolitik, der ser hele mennesket – ikke kun diagnosen.
De to partier stiller op sammen ved det kommende regionsrådsvalg i Region Syddanmark med en fælles ambition om at styrke regionernes rolle i sundhedspolitikken. Fokus er på at sikre, at borgerne møder et sundhedsvæsen og en psykiatri, der tager udgangspunkt i hele menneskets behov, frem for kun symptomer og diagnoser.
Coco Kjærgaard, kandidat for Alternativet, fremhæver:
-Sundhed og psykiatri skal tænkes mere helhedsorienteret. Patienter og pårørende skal være en aktiv del af løsningen i stedet for blot at betragtes som passive modtagere af regionens tilbud.
Paul Erik Planitzer, spidskandidat for KristenDemokraterne, supplerer:
-Vi kan ikke skabe en stærk psykiatri, hvis vi reducerer mennesker til symptombærere. Psykiatrien skal være helhedsorienteret, og det betyder, at vi skal se hele mennesket – krop, sjæl, relationer og livshistorie.
Flere konkrete initiativer
De to partier peger på flere konkrete initiativer for en ny retning:
- Helhedsorienteret psykiatri med tværfaglige behandlingsplaner, hvor både frivillige og pårørende inddrages fra start.
- Styrkede regioner med mere lokal beslutningskraft, så sundhedstilbud tilpasses landsdelenes forskelligheder.
- Forebyggende sundhed, herunder undersøgelse af screeningsprogrammer for fx prostatakræft hos mænd over 50 og endometriose for voksne kvinder.
Kjærgaard og Planitzer understreger, at en vellykket sundhedsreform afhænger af, at regionerne styrkes og får mere handlekraft til at skabe helhedsorienterede tilbud.
Alternativet stiller med 11 kandidater i Region Syddanmark og ser valgforbundet med KristenDemokraterne som en mulighed for at sikre et stærkt grønt og værdibaseret korrektiv i regionspolitikken, hvor næstekærlighed, bæredygtighed og menneskelighed vægtes højere end systemtænkning.
