Skip to main content

Kolding Netavis

Koldingfjord kåret som det bedste hotel i Jylland

Elo Christoffersen
Hotel Koldingfjord er kåret som det bedste hotel i Jylland ved Danish Travel Awards. Direktør Peder J. Madsen er stolt og ydmyg. Pressefoto.

Hotel Koldingfjord er netop kåret som det bedste hotel i Jylland ved Danish Travel Awards i Cirkusbygningen i København. Direktør Peder J. Madsen kalder prisen en anerkendelse af medarbejdernes indsats.

KOLDING: Der findes flere hundrede hoteller i Jylland. Men nu er ét kåret som det bedste.

Ved den 29. udgave af den prestigefyldte prisuddeling Danish Travel Awards i Cirkusbygningen i København blev Hotel Koldingfjord torsdag aften kaldt op på scenen for at modtage prisen som Årets bedste hotel i Jylland.

Et lille hold medarbejdere fra hotellet var mødt op i København og kunne skåle efter sejren.

Stolte og ydmyge

Hos Hotel Koldingfjord er glæden stor.

“Vi er stolte og ydmyge over at modtage prisen som det bedste hotel i Jylland. Det er jo en anerkendelse af den indsats, vores medarbejdere yder, og af, at det betaler sig at gøre sig umage. Men det forpligter også”, fortæller direktør Peder J. Madsen i en pressemeddelelse.

Direktøren peger på, at prisen ikke er kommet af sig selv. Han sender en stor tak til hotellets 140 ansatte i alderen 15 til 72 år, som løfter opgaverne døgnet rundt.

“Jeg plejer at sige til mine kolleger, at hvis vi vil være blandt de bedste, er det vigtigt, at vi øver os hver eneste dag”, siger han.

Opskriften på succes

Hvad er så hemmeligheden bag et prisvindende hotel?

Ifølge Peder J. Madsen handler det om to ting:

“Nærværende og personlig service er utrolig vigtig for os på Hotel Koldingfjord. Samtidig lytter vi til vores gæsters behov. Jeg er taknemmelig for dialogen med vores gæster. Den er med til at sikre, at vi hele tiden forbedrer os”, siger Peder J. Madsen.

Flere værelser og plads til store events

Kåringen kommer kort efter, at Hotel Koldingfjord har udvidet.

Hotellet har netop indviet de to historiske bygninger Granly og Fjordglimt og har nu 150 værelser og plads til 300 spisende gæster.

Udvidelsen gør det muligt at afholde store events og konferencer, hvor hele hotellet kan lejes.

“Hotellet har et stærkt bagland, der bakker op om at investere i og udvikle hotellet. Jeg ser derfor en lys fremtid for Hotel Koldingfjord”, slutter Peder J. Madsen.

Hotel Koldingfjord ligger i en 28 hektar stor skov med udsigt over Kolding Fjord.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.