Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), byrådskandidat og regionrådskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Koldings sjæl skal have nyt liv: Staldgården er ikke bare gamle mure og historiske bygninger. Ddet er en del af Koldings sjæl. Her har kongelige heste stået, her har soldater trænet. Og under krigen blev stedet et mørkt kapitel i vores fælles historie, hvor modstandsfolk blev fængslet af Gestapo. Disse vægge rummer fortællinger, som ikke må gå tabt.
Netop derfor er det så afgørende, at vi nu giver Staldgården nyt liv. Med planerne om Danmarks Sølvmuseum og et moderne museumscenter skaber vi ikke kun et kulturelt fyrtårn for Kolding. Men også et sted, hvor fortiden møder fremtiden. Her kan vi formidle historie på en levende og engagerende måde. Det er til glæde for både børn, unge og ældre.
Som moderat ser jeg projektet som et eksempel på den kultur- og lokalpolitik, vi ønsker. At investere i steder, der styrker fællesskabet, giver identitet og skaber værdi for både borgere og erhvervsliv. Et løft til Staldgården er et løft til hele Kolding. Det vil trække besøgende til byen, skabe nye arbejdspladser og samtidig give os alle et sted at være stolte af.
Men for at visionen kan blive til virkelighed, kræver det, at vi står sammen – borgere, fonde og kommune. Derfor er det helt afgørende, at Kolding Kommune fastholder sin opbakning og bidrager med de nødvendige anlægsmidler.
Staldgården har båret Koldings historie i over 750 år. Nu er det vores tur til at give noget tilbage. Lad os gribe chancen og skabe et levende kulturhus, der både rummer byens fortid, nutid og fremtid.
