Kolding Netavis

Spiras: Ulven er blevet et problem, der skal reguleres

Elo Christoffersen

Spiras efterlyser en langt mere ærlig debat – og en aktiv regulering af ulvebestanden i Danmark.

Ulveangreb på husdyr stiger i Danmark, og utrygheden spreder sig i landdistrikterne. Selvom ulvehegn kan hjælpe, løser de ikke alle problemer. Derfor opfordrer landbrugsorganisationen Spiras nu til en ærlig debat og aktiv regulering af ulvebestanden i Danmark. Spiras er en af Danmarks førende rådgivningsvirksomheder inden for landbruget. Spiras har blandt andet en afdeling i Kolding.

Flere angreb har givet mange dyreholdere i Syd- og Sønderjylland bekymringer. Blandt andet blev to ponyer dræbt nær Egtved inden for få uger. Mange føler sig alene med problemet og ønsker handling.

-Der er stor usikkerhed om, hvor mange ulve der egentlig er i Danmark. Samtidig ser vi flere angreb på husdyr, og mange, der bor tæt på naturen, føler sig utrygge. Vi kan ikke vente længere – der er behov for en regulering af ulvebestanden, fortæller formand for Spiras, Poul Christensen, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at ulven for mange symboliserer vild natur, men for folk i landdistrikterne er den blevet en reel frygt, der kan mærkes helt tæt på hjem og dyr.

Spiras: Start en regulering nu

Spiras mener, at tiden er inde til at tage ansvar. Man kan enten fortsætte med at diskutere, mens problemerne vokser, eller starte regulering nu for at skabe bedre balance mellem natur, mennesker og husdyr.

I 2022 blev 1150 husdyr angrebet af ulve i Danmark, og situationen kan blive værre i de kommende måneder. Når unge ulve bliver skubbet ud af deres områder, søger de ofte tættere på mennesker og indhegnede dyr, hvor risikoen for angreb stiger.

Ifølge Poul Christensen bliver debatten ofte for enkel ved kun at fokusere på ulvehegn. Han påpeger, at hegn ikke altid virker optimalt, især i kuperet terræn, og at de kan være meget dyre at opsætte. Mange dyreholdere oplever også besvær med at få tilskud til hegn.

Derudover peger Spiras på, at hegn kan skade naturen og dyrevelfærden. Heste, som er flugtdyr, kan komme til skade af høje strømførende hegn. Hegn kan også ødelægge vigtige naturområder, hvor dyr ellers bevæger sig frit.

Mange dyreholdere holder nu deres dyr mere inde på grund af frygt for ulve, hvilket især rammer unge dyr, der har brug for frisk luft og bevægelse.

-Det mindste, vi kan forvente, er, at ulvebestanden forvaltes aktivt og realistisk. Ellers risikerer vi dårlig dyrevelfærd, øget utryghed og mistillid til myndighederne, slutter Poul Christensen.

Spiras opfordrer til, at alle parter arbejder sammen for at finde en løsning, der både beskytter naturen og sikrer tryghed for mennesker og dyr.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel