Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Sommerferien er godt i gang. For de fleste betyder det afslapning, rejser og tid med familien. Men for borgere, der er afhængige af andres hjælp, kan sommerferien være en hård periode.
Når medarbejdere holder velfortjent ferie, oplever borgere i hjemmeplejen, på bosteder og plejehjem store forandringer. Der kommer nye ansigter næsten hver dag, og nogle gange bliver besøg helt aflyst, fordi der mangler personale eller vikardækning.
Forestil dig at være afhængig af hjælp til at komme ud af sengen, til mad, medicin og personlig pleje. At have opbygget tillid til faste hjælpere, der kender dig, din historie og dine vaner. Og så pludselig i flere uger have nye, fremmede mennesker i hjemmet eller opleve, at hjælpen slet ikke kommer.
Det er en utryg tid for mange. Og det er endnu en påmindelse om, hvor skrøbeligt vores velfærdssystem er, når der ikke er hænder nok til at dække helt basale behov.
Vi skal huske, at selvom det er sommer og vi alle har brug for ferie, så stopper hverdagen ikke for dem, der er mest afhængige af vores fællesskab. Vi har brug for løsninger, der skaber mere kontinuitet og tryghed, også i ferieperioder.
Har du en idé til, hvordan vi kan løse udfordringen?
Del gerne dine tanker ved at kommentere her, send en mail eller ring og få en snak. Kun sammen kan vi skabe en mere tryg hverdag for dem, der er allermest afhængige af vores hjælp.
Rigtig god ferie og god sommer.
