Med en skovbegravelsesplads er der et alternativ til den sidste hvile.
Sønderholm Skovbegravelsesplads officielt indviet: Fredag eftermiddag blev Sønderholm Skovbegravelsesplads i Nørreskoven i Vonsildskovene officielt indviet ved en ceremoni med deltagelse af blandt andet Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (C), lokale bedemænd og projektets stiftere.
Skovbegravelsespladsen fik sin endelige godkendelse fra Kirkeministeriet i starten af september. Den er nu åben for reservation af gravsteder og urnenedsættelser. Det udvalgte skovområde ved Sjølundvej 24 er et fredet bøgeskovsområde, som ligger naturskønt langs den gamle hærvej. Hærvejen fungerede tidligere som studevej til eksport af stude til blandt andet Hamborg. Det var en vigtig eksportvare i Danmark i midten af 1800-tallet.
Ifølge skovloven er der offentlig adgang til området på stier og veje fra klokken 06 til solnedgang. Besøgende kan frit bevæge sig i Vonsildskoven, men opfordres til at vise respekt for, at området nu også tjener som en gravplads.
Med etableringen af Sønderholm Skovbegravelsesplads tilbyder Kolding Kommune nu et smukt og fredfyldt alternativ for den sidste hvile i naturlige omgivelser.




