Læserbrev af Thomas Kramer (M), byrådskandidat, Istedvej 8, 6000 Kolding.
Pas på vores unge i trafikken: Her ved skolestart er der fokus på cyklende og gående elever ved vores folke- og privatskoler.
Der er selvfølgelig altid vigtigt med trafiksikkerhed og fokus på ”de nye trafikanter”. Vi glemmer dog rask væk de unge studerende på vores ungdomsuddannelser.
Jeg kører ofte forbi de forskellige ungdomsuddannelser i Kolding og kan ikke lade være med at undre mig over netop én ting. De trafikale forhold og sikkerheden for de studerende der går på Koldings ungdomsuddannelser som f.eks. Munkensdam, Hansenberg, KG mv. Også selvom ungdommen ser ud til at have taget cykelhjelmen til sig.
Den simple løsning, skulle det stå til mig, var en fodgængerovergang med de klassiske blinkende lys, som man rent faktisk ser andre steder rundt om i byen, hvor der er ”farlige” overgange for fodgængere.
Jeg havde selv en datter der i 2025 afsluttede 3G på Munkensdam. Hun har fra dag 1 brokket sig over trafikken. Hun gik frem og tilbage fra Kolding Syd og skulle derfor krydse Tøndervej over for indkørslen til Munkensdam – sammen med en masse medstuderende, der ankommer med bus. Der sker ofte uheld for både gående og cyklister. Denne problematik er ikke forsvundet sommeren over.
Munkensdam er ikke eneste ungdomsuddannelse med en voldsomt trafikeret vej uden sikker overgang. Trafikken af biler og studerende ved KG er ligeledes til den usikre side (dog er her etableret en tunnel). Ved Hansenberg er det også fri krydsning af trafikeret vej uden signaler eller dedikeret overgang.
En del steder i Kolding er der etableret fodgængerfelter med blink og skiltning . Her skal bilerne stoppe for fodgængere (Brændkjærskolen, Aalykkeskolen, Lykkegårdsskolen, Bredgade osv.). Det fungerer til stor sikkerhed for fodgængere og trækkende cyklister og uden den helt store gene for bilister.
Hvorfor er det, der kun bliver etableret store lysreguleringer med fokus på at få biler til at glide gennem byen uden at have fokus på sikkerheden for de unge ved deres ungdomsuddannelser? Det var da et friskt spørgsmål at stille de ansvarlige i Kolding kommune. Jeg har forhørt mig rundt på de tre nævnte ungdomsuddannelser og det er et voldsomt brændbart emne og et klart ønske. Og man hører samtidig at uddannelsesinstitutionerne rent faktisk over længere tid har budt op til dialog med kommunen? Det gør jo bare ønsket endnu mere relevant.
Få nu forholdene gjort sikre på Munkensdam ved Tøndervej, Hansenberg ved Skovvangen og KG ved Skovvangen!
Man kunne jo også starte med at lytte til de unge og være nysgerrig på, om de synes trafikken er usikker omkring deres studiested – I min optik et rigtig godt sted at starte, så de unge også lærte, de faktisk blev hørt på og taget alvorligt.
Jeg så gerne der blev gjort en indsats og investeret i sikkerheden for vores unge omkring deres uddannelsessteder.
