Læserbrev af Molle Lykke Nielsen (DF), medlem af Plan- og Teknikudvalget, Hejls.
Kolding står med en oplagt mulighed, som vi ikke må lade glide os af hænde. Kommunen har en ledig grund lige op ad Campusområdet. Og det bør være en topprioritet at udnytte den.
Her har vi chancen for at udvide Campusmiljøet og skabe endnu bedre rammer for uddannelse, innovation og byliv. Hvis vi som kommune og byråd tør sætte alle sejl til – i tæt samarbejde med erhvervslivet – kan vi tiltrække nye uddannelser og styrke Kolding som en attraktiv uddannelsesby i hele regionen.
Campus er allerede i dag en vigtig motor for bylivet, og med kulturtilbud som det regionale spillested ”Godset” i havneområdet har vi et stærkt fundament. Men vi må ikke lade mulighederne gå til spilde. Campus skal være drivkraften for fremtidens Kolding – og her spiller den ledige grund en central rolle.
Boliger i havneområdet kan komme mere langsigtet, men lige nu handler det om at styrke Campus og kulturen. Det er her, vi kan skabe energi, liv og fremdrift for hele kommunen.
Jeg vil arbejde for, at vi griber denne mulighed – og sætter kursen mod en stærkere, mere attraktiv og fremtidssikker Kolding.
