Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Alt for mange borgere i Kolding må vente alt for længe på hjælp, fordi deres sag først skal omgøres i Ankestyrelsen, før de får det, de har ret til. Omgørelsesprocenten i vores kommune er bekymrende høj, og bag tallene gemmer der sig mennesker, der mister livskvalitet hver eneste dag.
En omgørelsessag betyder, at kommunen har truffet en forkert afgørelse. Det kan være en person med et handicap, der har fået afslag på et hjælpemiddel, en syg borger, der ikke har fået den nødvendige støtte, eller en familie, som er blevet efterladt uden hjælp i en svær situation. Først når borgeren klager, og Ankestyrelsen omgør sagen, får de det, de burde have fået fra starten. Men i mellemtiden er der gået måneder og nogle gange over et år.
I den tid forværres deres situation. For eksempel kan en ældre borger miste funktionsevne, fordi de ikke fik det hjælpemiddel, der kunne have holdt dem i gang. En borger med handicap kan blive mere syg af at leve i utryghed. Mange oplever stress, angst eller depression, mens de kæmper for deres ret. Det er uværdigt og utrygt.
Vi skal tage omgørelsessager alvorligt i Kolding. Høj omgørelsesprocent er ikke blot et tal, men er et tegn på et system, der ikke virker godt nok.
Derfor bør det være en politisk prioritet at sikre, at kommunens afgørelser er korrekte første gang. Vi skal have et system i Kolding, hvor bureaukrati fylder mindre, og hvor faglighed og menneskelighed fylder mere.
Kun sådan skaber vi en kommune, hvor mennesker bliver mødt med værdighed og hjælp, i tide.
