Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Sundhed handler ikke kun om fravær af sygdom, men også om trivsel, frihed og muligheden for at leve et liv uden frygt og begrænsninger.
For nylig overværede jeg en debat på Folkemødet om negativ social kontrol og det står klart for mig, at det er et alvorligt og overset problem.
Alt for mange unge, særligt piger, bliver i dag kontrolleret i deres valg af venner, fritidsaktiviteter, uddannelse, kærester og påklædning. Denne kontrol bunder ofte i æresbegreber, religiøse normer og socialt pres fra familie og fællesskaber.
Resultatet er unge, som føler sig fanget, isolerede og uden mulighed for at udfolde sig frit. Det går hårdt ud over deres mentale sundhed og selvtillid.
Negativ social kontrol er ikke kun et socialt problem, også en alvorlig trussel mod integrationen. Når unge holdes fast i stramme normer og begrænsninger, forhindres de i at deltage fuldt ud i det danske samfund. Det skaber et parallelsamfund, hvor frihed og ligestilling sættes ud af spil.
Derfor bør Kolding Kommune tage problemet alvorligt og arbejde aktivt med tidlig opsporing, anonym rådgivning og adgang til rollemodeller, som unge kan spejle sig i. Vi skal samtidig sikre fritidstilbud og fællesskaber, hvor de unge kan være trygge og frie.
Frihed og sundhed hænger uløseligt sammen. Hvis vi vil et åbent og inkluderende samfund, må vi turde tale åbent om social kontrol og handle konsekvent, når unges rettigheder og trivsel begrænses.
Ingen unge i Kolding skal vokse op i frygt for at være sig selv.
