Læserbrev af Søren Johansen, Løkken 18a, 6000 Kolding.
Koldings Byråd har været en besynderlig oplevelse siden seneste kommunalvalg. To folketingskoryfæer søgte senior-job som borgmester i Kolding.
For at forhindre modparten i at sejre endte konstitueringen som en farce med en konservativ borgmester.
Den ene kandidat søgte straks nye græsgange, mere dybfølt var kærligheden til Kolding ikke. Den anden, en tidligere udenrigsminister, socialist og socialudvalgsformand i Kolding, blev nu nærmest en tilbedt afgud for det samlede byråd, næsten da. Han satte dagsordnen og disciplene fulgte underdanigt trop.
I en vanskelig økonomisk situation, hvor det kommende kommunalvalg sikkert spillede en større rolle, end de fleste er klar over, valgte den ”tidligere” socialist at går forrest i store nedskæringer hos først og fremmest de svageste i samfundet. Og næsten alle i Seniorudvalget fulgte bare trop, som de loyale disciple de fremstod som.
Da afguden så fandt det mere indbringende at forflytte sig til Bruxelles, vendte den sunde fornuft tilbage. Måske? Forhåbentligt!
Afguden er væk, borgmesteren forbigået og besparelserne på de svageste reduceret.
Held og lykke med transformationen til Kolding Byråd.