Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), spidskandidat til kommunalvalget, Farøvej 12F, 6000 Kolding.
I Danmarksdemokraterne i Kolding ønsker vi at samle – ikke splitte. Derfor siger vi: Lad os bygge bro.
Lad os bygge bro – mellem de politiske partier.
Det politiske klima i Danmark er i stigende grad præget af personangreb og mudderkastning. Det er ikke det, borgerne ønsker – og det gavner ikke vores kommune. I Danmarksdemokraterne i Kolding vil vi arbejde for et respektfuldt og konstruktivt samarbejde på tværs af partierne i byrådet. Når vi samarbejder og finder fælles løsninger, skaber vi de bedste resultater for Kolding og vores borgere.
Lad os bygge bro – mellem borgere og kommune.
Politik skal ikke føres hen over hovedet på borgerne. Vi vil styrke borgerinddragelsen og sikre, at politikken tager afsæt i borgernes behov og ønsker. Det handler om at skabe mest muligt værdi for skattepengene – og om at stoppe prestigeprojekter, der kun kommer få til gode. I Kolding skal det være borgernes stemme, der sætter retningen.
Lad os bygge bro – mellem generationerne.
Vi ønsker en ansvarlig politik, der favner både børn, unge og ældre. Der skal ikke spares på kernevelfærden. Ældre skal mødes med respekt og værdighed, og vores børn og unge skal have de bedste rammer for læring og udvikling. En kommune, der tager sig af sine svageste og sikrer fremtiden, står stærkere.
Lad os bygge bro – mellem erhvervsliv og borgere.
Et stærkt erhvervsliv er fundamentet for arbejdspladser og velfærd. Vi vil gøre Kolding til en attraktiv kommune at etablere og drive virksomhed i – uden at det sker på bekostning af borgerne. Derfor foreslår vi blandt andet en gradvis afskaffelse af dækningsafgiften. Når erhvervslivet får bedre rammer, gavner det hele kommunen.
Lad os bygge bro – i hele Kolding Kommune.
Kolding er mere end midtbyen. De mindre byer og lokalsamfund skal kunne udvikle sig og tiltrække nye borgere. Det kræver, at skoler, institutioner og infrastruktur bevares og prioriteres. Vi vil sikre ordentlig offentlig transport og lokal medbestemmelse, så hele kommunen får del i fremgangen.
