Læserbrev af Pernelle Jensen (V), Fredericia / formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Region Syddanmark.
Alt for mange kvinder bliver stadig ikke taget alvorligt, når de møder sundhedsvæsenet. Symptomer bliver overset, bagatelliseret eller fejlfortolket og det er et alvorligt problem, vi ikke længere kan ignorere.
Som regionsrådsmedlem arbejder jeg for, at kvinders sundhed bliver prioriteret langt højere. Det gælder både i forskningen, i behandlingssystemet og i den offentlige samtale.
Jeg har selv mærket, hvor hård en graviditet kan være og hvordan man bagefter kan stå alene med fysiske og psykiske eftervirkninger. Fokus på barnet er vigtigt, men vi må ikke glemme kvinden.
Men kvinders sundhed handler om mere end graviditet og fødsler. Vi taler stadig alt for sjældent om fx endometriose, og når kvinder får hjertesygdomme, misforstås symptomerne ofte, fordi de ikke ligner mændenes.
Og så er der overgangsalderen. En livsfase, der påvirker langt de fleste kvinder, men som stadig mødes med tavshed og jokes. Det skal vi turde tale om.
Vi har vænnet os til idéen om at smerte og ubehag “hører med” til at være kvinde. Men hvorfor egentlig? Det er på tide med et opgør.
Derfor har vi i det seneste budgetforlig i regionen afsat 2 mio. kr. ekstra til forskning i kvinders sundhed. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi er langt fra i mål. Det handler ikke om særhensyn, men om lighed i sundhed.
