Kolding Netavis

Koldingfirma sponserer rallyhold

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
-Det bliver dog en meget svær opgave i Finland, hvor forholdene er meget anderledes end herhjemme, siger codriver Erik Andersen, Kolding. Pressefoto.

Mel-compagniet er med, når rallykørere drager til Finland.

Et af landets bedste rallyhold inden for historisk pålidelighedsrally, Per Vilslev, Hillerød, og Erik Andersen, Kolding, deltager som eneste danskere i Hangöloppet i Finland i weekenden. Det sker i et rally tællende til NEZ-zonemesterskabet for Norden, Baltikum, Rusland og Hviderusland.

Og der er sponsorstøtte fra Kolding-baserede Mel-compagniet, der for nylig indgik samarbejde med de dygtige rallykørere.

-Rally er en spændende sport, og i den historiske disciplin kan også helt almindelige danskere med en klassisk bil være med. Ud fra mit kendskab til de to kørere besluttede vi at støtte dem i de store udfordringer, de har påtaget sig, fortæller direktør og medejer af Mel-compagniet, Henrik Fisker.

Per Vilslev og Erik Andersen kører en i Opel Kadett GT/E fra 1979, og de tager til Finland med succes i bagagen. I weekendens rally blev de nummer tre, og i det danske mesterskab ligger de på en delt andenplads.

-Det bliver dog en meget svær opgave i Finland, hvor forholdene er meget anderledes end herhjemme, men vi vil kæmpe for et godt resultat, siger codriver Erik Andersen, Kolding.

Fakta

I historisk pålidelighedsrally – også kaldet regularity rally – gælder det ikke om at køre hurtigst, men om mest præcist at holde en bestemt gennemsnitsfart på op til 50 km/t på krævende veje. Kommer man for tidligt eller for sent forbi en hemmelig tidskontrol, får man strafpoint.

Per Vilslev og Erik Andersen var i deres ungdom blandt fartkongerne i hastighedsrally. I dag, i en mere moden alder, har de på få år kørt sig op i eliten i pålidelighedsrally.

I Danmark kan man deltage med enhver bil, der er registreret første gang før 1991, lige fra VW 1200 til Ferrari.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel