Læserbrev af Martin Wichmand, Kolding / veteran.
Kolding Kommune præsenterer udadtil deres veteranindsats som et forbillede – med handleplaner, foldere og flotte ord om fællesskab og anerkendelse. Men bag facaden oplever vi veteraner en virkelighed, hvor kommunen reelt svigter sit ansvar og udviser en forvaltningspraksis, der mere ligner følelsesmæssigt betingede reaktioner end saglige og faglige skøn.
Jeg har selv oplevet, hvordan kommunen uden mit samtykke brugte billeder af mig i officielle foldere. Det blev gjort, som om jeg havde givet mit ja – men jeg blev aldrig spurgt. Den praksis viser en grundlæggende mangel på respekt for veteranen som individ. Det er ikke bare en teknisk fejl, men et billede på, hvordan man ser veteranen: ikke som et menneske, men som en diagnose eller et redskab til kommunens PR.
Endnu mere alvorligt er kommunens videregivelse af mine personfølsomme oplysninger. Jeg har dokumentation for, at oplysninger om mig er blevet delt med min tidligere ægtefælle, med Veterancentret og med politiet – uden mit samtykke. Når sådanne oplysninger videregives uden lovhjemmel, er det ikke fagligt begrundede afgørelser, men magtfordrejning. Det føles, som om man bruger oplysningerne strategisk, for at tegne et billede af veteranen, der passer til kommunens dagsorden.
Et særligt problem opstår i Kolding Kommunes måde at organisere veteranindsatsen på. Tidligere pårørende – altså ekskoner eller andre, der har fravalgt relationen til veteranen – er blevet en del af indsatsen som frivillige i veterancafeer og fællesskaber. Kommunen bakker denne praksis op, selv når det betyder, at veteraner, som mig selv, ikke føler sig trygge ved at deltage.
Når jeg som veteran påpeger, at tidligere pårørende ikke bør have en rolle i veteranindsatsen, bliver jeg mødt med stigmatisering. Jeg bliver gjort til problemet, fordi jeg ikke vil acceptere, at mennesker, der har fravalgt mig, nu skal definere rammerne for det fællesskab, der skulle være mit fristed. Veteranindsatsen er for veteraner – ikke for tidligere pårørende, der ikke længere ønsker at være en del af vores liv. At kommunen alligevel fastholder denne praksis, sender et klart signal: Man ser hellere den pårørende end veteranen selv.
Denne tilgang underminerer det, der burde være kernen i veteranindsatsen: at møde veteranen som et helt menneske med erfaringer, behov og grænser. I stedet reduceres vi til en case, en diagnose, et projekt. Når kommunen samtidig lækker oplysninger og bruger billeder uden samtykke, efterlader det indtrykket af en praksis styret af følelser, relationer og magtspil – ikke af faglige skøn og respekt for lovgivning.
Det burde være indlysende, at en kommune ikke må lade tidligere pårørende definere indsatsen, når de ikke længere er en del af veteranens liv. At gøre det er ikke bare respektløst, men også et svigt af formålet med veteranarbejdet: at styrke veteranen selv og skabe tryghed og anerkendelse omkring ham.
Jeg står ikke alene. Jeg er et eksempel på en bredere problematik: at veteranindsatsen i Kolding Kommune ikke tager afsæt i veteranernes perspektiv, men i et kommunalt behov for kontrol, forvaltning og pæn overflade. Resultatet er, at vi veteraner ikke mødes som hele mennesker, men som diagnoser og sager i et system, der ser bedre ud på papiret end i virkeligheden.
Det er på tide, at Kolding Kommune bliver konfronteret med denne praksis. Veteraner fortjener en indsats, der bygger på faglighed, lovlydighed og respekt – ikke på magtfordrejning, stigmatisering og følelsesstyrede beslutninger.
