Kolding Netavis

Julehjælp til udsatte borgere i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Bilka Kolding donerer overskudsmad- og varer op til jul til udsatte familier og værdigt trængende gennem Kolding Madhjælp. Foto: Mikkel Hansen/pressefoto.

Udsatte familier får igen i år hjælp fra Kolding Madhjælp, der får doneret overskudsmad- og varer fra Bilka Kolding.

Hvert år til jul dækkes bordet med steg, sovs og kartofler, mens gaverne venter under træet.

Sådan ser julen ud i mange danske hjem. Men for nogle vokser bekymringerne, som julen nærmer sig. For med indkøb af gaver, mad og pynt er julen en dyr og svær tid for dem, hvor pengene er små.

Derfor donerer Bilka Kolding overskudsmad- og varer op til jul til udsatte familier og værdigt trængende gennem den frivillige forening ’Kolding Madhjælp’. Donationerne er med til at sprede juleglæden hos familier og enlige, der er i sårbare livssituationer, og hvor pengene er små.

-Vi oplever desværre, at flere og flere har brug for hjælp til at få mad på bordet. Det er også tilfældet i juletiden, hvor ikke alle, der har brug for julehjælp, bliver godkendt. Det gør en kæmpe forskel, at vi kan dele overskudsmad fra Bilka ud, så de kan komme gennem juledagene. Når vi udleverer poserne lillejuleaften, så kan vi tydeligt se og høre, hvor meget det betyder for dem, fortæller Ida Jørgensen, der er formand for Kolding Madhjælp.

En god jul til udsatte familier

Det er varehuschef, Thomas Vejlgaard Kristiansen, der i samarbejde med de øvrige ansatte, har valgt, at det netop er ’Kolding Madhjælp’, der skal modtage årets donation af overskudsvarer.

Det kan eksempelvis være varer og mad, der ikke kan nå at blive solgt inden julens lukkedage, men også juleslik, småkager og andre godter, der kan være med til at skabe julestemning.

-Mange familier er presset op til jul, fordi det er en dyr tid. Derfor håber vi, at donationen af overskudsvarer kan være med til at lette nogle af de bekymringer, som man kan gå rundt med om, hvordan der skal blive råd til det hele. Det giver rigtig godt mening at donere overskudsvarer i en verden, hvor der er knappe ressourcer på fødevarer, så det er win-win, siger Thomas Vejlgaard Kristiansen, der er sektionschef hos Bilka Kolding.

I år har Bilkas kunder også kunne købe et julekort, der skaber glæde efter julen. For siden november har kunderne kunne købe et julekort til 30 kroner, der går ubeskåret til FødevareBanken – og Bilka fordobler beløbet for hvert købt julekort, så der samlet doneres 60 kroner per kort.

Hos FødevareBanken kan de nå langt for beløbene, og 60 kroner kan blive til 15 måltider, fordi de modtager dagligvarebutikkernes overskudsvarer gratis.

FødevareBanken arbejder hver dag for at bekæmpe madfattigdom i Danmark ved at uddele frisk overskudsmad fra for eksempel Bilka, føtex og Netto ud til organisationer, der arbejder med udsatte børn, unge og vokse.

En lokalt hjælpende hånd

Det er andet år i træk, at Bilkas 18 varehuse donerer overskudsvarer og -mad til lokale foreninger og organisationer op til jul. Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka, er meget glad for, at de kan gentage successen igen i år.

-I Bilka vil vi gerne være med til at gøre julen til en magisk tid, og derfor er vi igen i år gået sammen med lokale organisationer over hele landet, så vi kan hjælpe ude i lokalområderne. Det er fantastisk, at vi sammen med FødevareBanken kan forebygge madspild og på samme tid hjælpe dem, der har brug for det, fortæller Mark H. Nielsen, direktør i Bilka.

De varer, som Bilka Kolding donerer til ’Kolding Madhjælp’, udløber i julens lukkedage. Det kan for eksempel være grønt, kød, brød og frugt, men også julevarer som konfekt og småkager.

Dermed er donationerne med til at forebygge madspild hos varehusene, der også i hverdagen gør et stort arbejde for at mindske og forebygge madspild. Det gøres blandt andet gennem større fokus på lagerstyring, dag-til-dag leveringer, nye IT-systemet i varehusene, madspildskølere og faste donationer til FødevareBanken til jul, påske og pinse i alle varehuse.

Siden 2014 har Bilka halveret deres madspild, og har nu sat et mål om at reducere madspild med 75 procent inden 2030.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel