Det nye navn markerer et skifte til en mere lokal forankret og fleksibel arbejdsmetode.
JobKolding er en realitet: Den 1. marts markerede et stort skifte på Dieselvej 6 i Kolding. Hvor det indtil 28. februar hed Jobcenter Kolding, hedder det fra i dag JobKolding. Navneskiftet følger nedlæggelsen af jobcentrene og signalerer samtidig en ny måde at arbejde på, hvor Kolding får større selvbestemmelse fremfor at være bundet af stramme statslige proceskrav. Det oplyser Kolding Kommune.
Arbejdsmarkedschef Maja Decovski kaldte dagen for en “ny begyndelse” og fremhævede medarbejdernes tålmodighed gennem hele processen. Hun gav ordet videre til Birgitte Munk Grunnet (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, som takkede medarbejderne for deres fleksibilitet og engagement i en omskiftelig tid.
Formanden understregede, at navneskiftet ikke blot er kosmetisk, men symboliserer en ny retning, hvor fokus flyttes fra statslige krav til faglighed og selvstændighed. Selvom omstillingerne stiller krav og skal løses med færre midler, roste hun medarbejdernes ansvarlighed og vilje til at finde de bedste løsninger for borgere, ansatte og Kolding som helhed.
Ved afsløringen af det nye skilt med navnet JobKolding understregede Birgitte Munk Grunnet, at det nye navn markerer et skifte til en mere lokal forankret og fleksibel arbejdsmetode, hvor medarbejdernes ekspertise får lov at sætte retningen.
Med JobKolding tager Kolding altså et vigtigt skridt mod en fremtid, hvor det er byens egne medarbejdere og fagligheden, der former indsatsen for job og beskæftigelse.

