Skip to main content

Kolding Netavis

Feriehuse boomer langs Kolding-kysten

Elo Christoffersen
Ferieområderne fra Binderup til Aarøsund oplever stor fremgang. På ét år er Sol og Strand gået fra 75 til 175 feriehuse i udlejning med nyt lokalbureau i Hejlsminde. Pressefoto.

På blot ét år er antallet af feriehuse, som udlejes gennem Sol og Strand langs kysten ved Kolding og Haderslev, vokset fra 75 til 175 huse. Det svarer til en fremgang på 133 procent med nyt bureau i Hejlsminde som omdrejningspunkt.

HEJLSMINDE: Der er rift om feriehusene langs Lillebæltskysten. På blot ét år er antallet af feriehuse, som udlejes gennem Sol og Strand i kystområderne langs Kolding og Haderslev Kommuner, vokset fra 75 til 175 huse, fortæller selskabet i en pressemeddelelse fra Sol og Strand.

SF Kolding

Væksten er sket i ferieområderne Binderup, Grønninghoved, Hejlsminde, Sandersvig, Kelstrup, Hejsager, Diernæs, Sønderballe Strand, Råde og Flovt samt Aarøsund, hvor stadig flere feriehusejere har valgt at samarbejde med Sol og Strand, og for Kolding Kommune er fremgangen særligt synlig omkring Binderup Strand, Grønninghoved og Hejlsminde.

Ifølge ejerrådgiver Steen D. Nielsen er den markante fremgang resultatet af en målrettet indsats og en stærk lokal tilstedeværelse.

“Vi er naturligvis stolte af udviklingen, men det er i høj grad en holdindsats. Emma, Daniel, Michael og jeg arbejder hver dag for at være tæt på både husejere og gæster. Vi oplever, at mange sætter pris på at kunne møde os lokalt og få personlig rådgivning”, siger han i pressemeddelelsen.

Lokal tilstedeværelse skaber værdi

Selvom Sol og Strand først åbnede sit lokalbureau i Hejlsminde i maj 2026, begyndte væksten allerede inden da. Det nye bureau har dog styrket virksomhedens lokale tilstedeværelse yderligere.

På bureauet møder gæster og husejere ferierådgiverne Emma Petersen og Daniel Pedersen og servicetekniker Michael Madsen, mens Steen D. Nielsen som ejerrådgiver står for den daglige kontakt, rådgivning og servicering af områdets feriehusejere.

“Den respons, vi får, er, at det gør en stor forskel, at man kan træffe os lokalt. Både på bureauet og når jeg kører rundt langs kysten i hverdagen. Både feriegæster og feriehusejere, som udlejer gennem os, kan komme i kontakt med os døgnet rundt alle årets 365 dage”, fortæller Steen D. Nielsen.

Han oplever samtidig, at mange sommerhusejere efterspørger en lokal samarbejdspartner med indgående kendskab til området.

“Et feriehus er ofte både en investering og et sted med stor personlig betydning for familien. Derfor betyder det noget, at man kan få rådgivning af mennesker, som kender området, gæsterne og markedet”, forklarer han.

Voksende interesse for kystområderne

Ifølge Steen D. Nielsen oplever hele kyststrækningen fra Binderup til Aarøsund stigende interesse blandt både danske og udenlandske feriegæster.

“Vi mærker et stærkt momentum langs hele kysten. Området byder på naturskønne omgivelser, familievenlige strande og kort afstand til både oplevelser, attraktioner og byliv. Det er kvaliteter, som mange gæster efterspørger”, siger han.

Hos Sol og Strand ser man væksten som mere end blot flere feriehuse i udlejning.

“Når flere feriehuse udlejes, skaber det samtidig aktivitet hos lokale håndværkere, butikker, restauranter og oplevelsesaktører. Derfor glæder det os, at endnu flere husejere er med til at udvikle området som feriedestination”, fortæller Steen D. Nielsen.

Han forventer, at udviklingen vil fortsætte.

“Interessen fra både nuværende og potentielle husejere er fortsat stor. Derfor tror vi også på, at der er potentiale til endnu flere udlejningshuse langs kysten i de kommende år”, slutter han.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.