Jacob Bank fra Kolding møder William Scull i verdensklassekamp på dansk grund. Det sker, når Primetime Fight Night Vol. 6 skydes i gang i Kolding.
Den 31. januar 2026 kan boksefans i Kolding og resten af Danmark se frem til en spektakulær aften, når Primetime Boxing inviterer til Fight Night Vol. 6 i Sydbank Arena. Et stævne, der allerede nu tegner til at blive det største boksestævne på dansk jord i dette årtusinde, skriver Primetime Boxing på Facebook.
I hovedkampen skal Kolding-bokseren Jacob Bank tage imod cubanske William Scull, tidligere IBF-verdensmester i super mellemvægt. Scull mistede titlen i marts 2025 i en historisk “undisputed” kamp mod den legendariske Saul “Canelo” Alvarez. Det eneste nederlag i hans karriere. For Jacob Bank bliver det hans hidtil største og vigtigste kamp, der kan bane vejen mod en fremtidig verdensmestertitel.
-Hvis Jacob vil spille med i toppen, skal han bevise, at han kan besejre de allerbedste. At møde William Scull er en international kæmpeudfordring, men vi i Primetime Boxing er sikre på, at Jacob kan løfte opgaven, lyder det fra arrangørerne.
Forhandlinger om, hvilken titel kampen skal gælde, samt hvad der venter vinderen, er i øjeblikket i gang. Men uanset udfaldet vil kampen byde på boksning af absolut verdensklasse.
Et stjernespækket undercard
Fight Night Vol. 6 byder også på flere topnavne. Den danske verdensmester Dina Thorslund vender tilbage til dansk grund og får 10 omgange i fjervægt mod en modstander, som snart offentliggøres. Ambitionen er at gøre det til en titelkamp, selvom det endnu ikke er fastlagt, i hvilket forbund.

Desuden arbejdes der intensivt på enten en titelkamp til Melissa Mortensen fra Varde eller en kamp mod en international topmodstander.
Også Oliver Zaren står på programmet i en 8-omgangs kamp, som er et led i hans forberedelser til et kommende titelforsvar til foråret. Det unge danske stortalent Victor Hoveling, kendt for sin eksplosive knock-out-stil, vil ligeledes træde i ringen denne aften.
Flere store kampe er fortsat under forhandling. Primetime Boksning lover, at Fight Night Vol. 6 bliver en uforglemmelig boksningsfest – ikke alene for Kolding, men for hele Danmark.
