Skip to main content

Kolding Netavis

Indkalder dao til møde

Elo Christoffersen
Foto: dao.

Region Syddanmark indkalder dao til møde efter problemer med postlevering.

Region Syddanmark har i uge 6 oplevet flere alvorlige problemer med levering af brevpost fra dao, der blandt andet har ført til kassation af diagnoseprøver fra borgere samt potentielle brud på persondatasikkerheden. Som følge heraf har Region Syddanmark nu indkaldt daos øverste ledelse til et møde med håb om at få løst problemerne.

Den 18. december 2025 overtog dao leveringen af fysiske breve fra PostNord for Region Syddanmark. Siden da har flere sygehuse og patienter oplevet udfordringer med manglende eller fejlleverede breve i forskellig grad, men sygehusene har haft procedurer til at håndtere disse situationer.

SF Kolding

I løbet af uge 6 blev det dog opdaget, at dao havde afleveret sække med brevpost på offentligt tilgængelige steder såsom gulvet i en forhal – noget der strider mod de leveringsaftaler, sygehusene har med dao. Disse fejlplacerede forsendelser har blandt andet betydet, at diagnoseprøver er blevet kasseret, og at der er opstået risiko for brud på persondatasikkerheden, da forsendelserne ofte indeholder følsomme oplysninger som helbredsdata. På nuværende tidspunkt tyder intet på, at disse brud er blevet udnyttet, men på grund af risikoen er hændelserne blevet anmeldt til Datatilsynet.

-Det er uacceptabelt, at dao ikke har levet op til leveringsaftalerne. De har modtaget adgangskort, som giver dem adgang til sikre områder, hvor posten skal afleveres, men alligevel bliver posten smidt i forhal, hvor der ikke er bemanding i weekenden. Det betyder, at diagnoseprøver kan blive for gamle og derfor skal kasseres, hvilket er en stor ulempe for vores patienter. Desuden indeholder brevene ofte følsomme personoplysninger. Derfor har vi indkaldt dao til et møde for at få løst disse problemer, fortæller koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.

Som midlertidige tiltag har de syddanske sygehuse iværksat ekstra sikkerhedsforanstaltninger. Dette inkluderer blandt andet, at personale går postrunder på de steder og tidspunkter, hvor dao tidligere har efterladt postsække forkert. Personalet er også blevet instrueret i at kontrollere leverede diagnoseprøver nøje og at informere de berørte borgere, enten direkte eller via sundhed.dk, hvis prøver må kasseres og skal tages om.

-Indtil vi er sikre på, at dao har løst problemerne, må vi begrænse konsekvenserne så godt som muligt. Det er ærgerligt, da vores medarbejdere allerede har travlt, og de ekstra ressourcer medfører også øgede omkostninger. Men for patientsikkerhedens og persondatasikkerhedens skyld er det nødvendigt. Jeg har dog stor forventning om, at dao hurtigt vil løse de aktuelle udfordringer, slutter Kurt Espersen.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.