Skip to main content

Kolding Netavis

I slipper ikke for at tale om besparelserne

Elo Christoffersen
Annette Godsvig Laursen. Privatfoto.

Læserbrev af Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat Sydjylland, Matrosvænget 187, Esbjerg.

Der er mange, der har kaldt regeringens nye finanslovsforslag for en gavebod af valgflæsk. Så langt vil jeg ikke gå.

Men der var godt nok meget snak om prisen på hakket oksekød, da det blev præsenteret.

Vi får billigere pasta kødsovs og chokolade. Styrkede daginstitutioner, udvidet fertilitetshjælp, nedsat el-afgift og alt muligt andet.

”Vi står i den fantastisk positive situation, at dansk økonomi er bundsolid,” nærmest jublede finansministeren.

Men kære Wammen, hvorfor er det så lige, I holder krampagtigt fast i, at der skal spares milliarder på administration i staten?

Det var ikke et emne, der blev berørt meget på pressemødet om finansloven, for det havde nok spoleret den gode stemning.

Men af det skriftlige materiale fremgår klart, at regeringen stadig vil spare 5,5 milliarder på administration i staten. Til gengæld er det fortsat meget uklart hvordan.

Fra HK Stats side har vi gennem længere tid forsøgt at få et svar på, hvad det er for administrative opgaver, regeringen vil have os til at stoppe med at løse.

For der er ingen, der bare sidder og kigger ud ad vinduet på de statslige kontorer. Alle udfører vigtige funktioner, som de er blevet pålagt fra politisk hold.

At varsle besparelser og fyringer i det omfang uden at blive konkret på hvilke opgaver, der så skal bortfalde, er ikke bare uansvarligt. Det er også respektløst overfor medarbejderne.

Så tak for afgiftssænkningerne. Men I slipper ikke for at tale om de statslige besparelser og de negative konsekvenser, de vil få for vores velfærd.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: