Skip to main content

Kolding Netavis

Hvem har ret til at være sig selv?

Elo Christoffersen
Cecer Bjørk (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Cecer Bjørk (SF), byrådskandidat, Jernbanegade 52, 2 tv., 6000 Kolding.

”Ingen unge i Kolding skal vokse op i frygt for at være sig selv,” skriver Liberal Alliances kandidat, Christina Kokkendoff.

Og det er jeg faktisk enig med hende i. Ingen unge i Kolding – eller noget andet sted – skal vokse op i frygt for at være sig selv.

Men jeg ville ønske, at Liberal Alliance mente, det skulle gælde for alle. Også for transpersoner. For det kræver, at man tør stå vagt om alles rettigheder – også når det ikke er populært i ens bagland.

Derfor klinger det hult, når samme parti d. 13. november 2024 fremsatte et lovforslag, der vil begrænse transpersoners mulighed for juridisk kønsskifte. Altså retten til at få CPR-nummer, pas og kørekort til at afspejle det køn, man identificerer sig som.

For mange transpersoner handler det ikke kun om papir og systemer – det handler om at blive anerkendt som det menneske, man er. Det handler om værdighed. Om tryghed. Og om retten til at eksistere som sig selv i samfundet.

Men det handler ikke kun om lovgivning på Christiansborg. Det handler også om hverdagen her i Kolding. Om hvilke signaler vi sender fra byrådet, fra skolerne og fra de voksne omkring de unge. Når politikere – også lokale – bakker op om forslag, der begrænser rettigheder og anerkendelse, så påvirker det ikke bare debatten. Det påvirker unges selvbillede, tryghed og oplevelse af, om de har en reel plads i fællesskabet. Det bliver sværere at være sig selv, når voksne med magt siger, at nogen identiteter er mindre værd end andre.

Når Liberal Alliance på den ene side taler om at bekæmpe negativ social kontrol – og på den anden side vil indføre negativ institutionel kontrol rettet mod en i forvejen udsat minoritet – så har vi et problem. Et demokratisk problem. Et menneskeligt problem.

Vi bør ikke tale om, hvem der må være sig selv. Vi bør insistere på, at alle har ret til det.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.