Læserbrev af Christina Kuntz (V), byrådskandidat, Kolding.
Hvad ønsker vi af en byrådspolitiker? Jeg har tænkt meget over, hvad folk egentlig ønsker af en lokalpolitiker. For jeg kommer ikke med en fin baggrund eller færdigpakkede svar, men med noget andet: personlig erfaring med systemet og et ønske om at skabe forandring.
Som mor har jeg oplevet, hvordan det føles at stå midt i regler, afgørelser og kampe, der betyder alt for ens barn. Den erfaring vil jeg tage med ind i byrådet. Jeg har ikke altid svaret klar, men jeg har en nysgerrighed og en drivkraft til at undersøge tingene, blive klogere – og samtidig stille de kritiske spørgsmål, når noget ikke fungerer.
Nogle har sagt til mig, at jeg skal passe på med at bringe min personlige holdning i spil. Jeg forstår tanken, men jeg er uenig. For min personlige holdning udspringer af virkelige oplevelser, som jeg deler med mange borgere.
Selvfølgelig har vi forskellige synspunkter, men vigtigst er, at vi lytter til hinanden. Min personlige tilgang er det, der former mine mærkesager og værdier – og forhåbentlig noget, andre kan spejle sig i.
Men er det nok? Hvad ønsker du egentlig af en byrådspolitiker?
