Kolding Netavis

Her får du “Danmarks bedste romkugle”

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
-Vores romkugle skal ud i hele Danmark, siger bagermester Claus Toft Hansen. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Danmarks Bedste Romkugle bliver nu produceret i Seest Bageri i Kolding.

Bagermester Claus Toft Hansen, der har drevet Seest Bageri i Kolding i 15 år til oktober, kunne knap tro sine egne ører og øjne, da det på Foodexpo i Herning blev annonceret, at han tirsdag morgen indleverede et produkt, som nu bærer titlen Danmarks Bedste Romkugle.

Et mix af ekspertstemmer og publikumsvurderinger resulterede i Seest Bageri på toppen foran Bosses Bageri (København Ø) og Selected Gourmet Group.

-Vores planer om en forlænget weekend i København i næste uge er det første offer for succesen. Der er meget arbejde forude. Det er skønt, jeg er glad, vi er glade, fortæller Claus Toft Hansen og peger fluks på hustru (og butiksansvarlig) Mette Toft Hansen.

På hjemmefronten jubler datter og sønnike.

-Vi gav hinanden knuckles i morges, og vi lavede en aftale. Hvis de hjalp med at pakke, ville de gøre sig fortjent til en PlayStation 5. Hvis vi altså vandt. Og det har vi lige gjort. Jeg er faktisk ikke sikker på, det endnu er gået helt op for mig, siger Claus Toft Hansen, som sekunder efter kåringen fik en kammerat-krammer af Carsten Bak Matthiesen fra Bak’s Bakery & Deli i Middelfart (Danmarks Bedste Romkugle 2018).

-Carsten er en ven og god kollega, og jeg ved, jeg får en masse brugbare råd af ham. Vores første initiativ – ud over at arbejde i døgndrift – er at skrue på webshop-knapperne. Vores romkugle skal ud i hele Danmark, forklarer Claus Toft Hansen, og fortsætter:

-Jeg blev nummer tre i 2018, og når jeg stiller op i sådan en konkurrence igen, stiler jeg naturligvis efter guldet. Hæderen deler jeg med mine dygtige ansatte og gode venner, som har smagt romkuglen til.

Fra i morgen sættes der 1.000 romkugler til salg i hver af de to butikker. Det sker torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Seest Bageri findes på Lerbjergvej samt på Centervej i Bramdrupdam.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel