Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), byrådsmedlem og regionsrådskandidat, Primulavej 7, 6000 Kolding og Vibeke Henriksen (M), byråds- og regionsrådskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
I Region Syddanmark er vi desværre blandt de regioner med flest tilfælde af type 2-diabetes. Hvis vi skal knække kurven, er der brug for en samlet og langsigtet indsats – og den skal starte tidligt.
For type 2-diabetes handler i høj grad om livsstil. Derfor skal vi ikke kun fokusere på behandling, men også på forebyggelse. Og det begynder i barndommen – med sunde måltider, mere bevægelse og en stærkere indsats for trivsel og mental sundhed i skolen.
Men vi må heller ikke glemme de børn, der allerede lever med en kronisk sygdom som type 1-diabetes. For dem er skoledagen ofte fyldt med ekstra bekymringer. Hvordan håndterer læreren lavt blodsukker? Hvad nu hvis barnet bliver syg i skoletiden? Er der forståelse og tryghed omkring det?
Her har vi som samfund et ansvar. Skolerne skal klædes bedre på – både fagligt og menneskeligt – til at støtte børn med kronisk sygdom. Det kræver samarbejde mellem forældre, skoler og sundhedsvæsenet. Og det kræver opdateret viden og klare retningslinjer.
Forebyggelse handler ikke kun om at undgå sygdom. Det handler også om at skabe trygge rammer for dem, der allerede lever med en diagnose – og give dem og deres forældre ro i maven.
Hvis vi vil tage sundhed alvorligt, skal vi begynde med børnene. Det er her, vi for alvor kan gøre en forskel – både nu og i fremtiden.
