Scandic Kolding forærer morgenmad væk på FN’s Internationale dag mod madspild.
Forærer morgenmad væk denne dag: I anledning af FN’s Internationale dag mod madspild den 29. september markerer Scandic sammen med Too Good To Go dagen ved at forære overskydende morgenmad væk på kædens 27 hoteller i hele Danmark – herunder Scandic Kolding på Kokholm 2.
Hver dag byder Scandics hoteller på en morgenmadsbuffet med nybagt brød, yoghurt, røræg, croissanter og frisk frugt. For at mindske madspild sælges overskydende mad via appen Too Good To Go. Dermed kan flere få glæde af den gode mad, der ellers ville gå til spilde.
-Med markeringen af dagen vil vi sætte fokus på alt det, man kan gøre for at redde maden. Gennem vores gode samarbejde med Too Good To Go har vi i mange år sørget for, at god hotelmorgenmad ikke går til spilde. Men at maden havner der, hvor den hører hjemme. Det er i maven på folk, fortæller Karsten Varshøj Nielsen, F&B-direktør i Scandic Danmark, i en pressemeddelelse.
Han tilføjer:
-Madspild er en af tidens største klimaudfordringer. I Scandic arbejder vi hver dag på at håndtere vores mad med størst mulig omtanke . Det sker gennem særligt indrettede buffeter, digitale målesystemer og samarbejde med partnere som Too Good To Go. Vi har siden 2019 mindsket andelen af spiseligt madspild med 31 % på tværs af kæden.
Over 165.000 måltider reddet siden 2017
Samarbejdet mellem Scandic og Too Good To Go startede i 2017. Siden da er over 165.000 måltider blevet reddet. Alle Scandics danske hoteller er Svanemærket-certificerede, hvilket indebærer strenge krav til mad og drikke – herunder indsats mod madspild, forbud mod engangsartikler og en høj andel økologi.
-Vi er utrolig glade for samarbejdet med Scandic, som viser et stort engagement i kampen mod madspild. Når en stor aktør som Scandic bruger FN’s Internationale Madspildsdag til at give overskydende morgenmad til danskerne, hjælper det med at sætte fokus på et problem, vi kun kan løse sammen. Vi er stolte af at være en del af løsningen sammen med dem, siger Ken Vanhoegaerden, direktør i Too Good To Go Danmark.
Brunchboksen skal som sædvanligt reserveres via Too Good To Go-appen inden afhentning. Fra klokken 12 den 28. september vil der kunne findes en værdikupon i Scandics profiler i appen, som kan bruges til reservation den 29. september. De gratis brunchbokse vil være tilgængelige på alle Scandics danske hoteller, så længe der er mad tilovers.

