Skip to main content

Kolding Netavis

Flying Superkids vender tilbage til Kolding

Elo Christoffersen
Her ses Flying Superkids ved sidste års show i Kolding. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

I oktober kan du opleve Flying Superkids i Kolding.

Flying Superkids vender tilbage til Kolding: Flying Superkids vender snart tilbage til Kolding med et helt nyt show, hvor temaet er “Håb”. Forestillingen spiller i Sydbank Arena i Kolding den 16. og 17. oktober. Billetsalget er allerede i gang. De mange energiske børn i Flying Superkids glæder sig til at begejstre både store og små i hele Danmark – og ikke mindst i Kolding.

Efter en lang, mørk og udfordrende periode med mange negative nyheder og stor usikkerhed i verden, ønsker Flying Superkids at sprede håb og glæde. Koreografen bag showet, Jack Godbersen, siger:

-Vi lever i en tid, hvor vi bør være ekstra betænksomme overfor hinanden, især børnene. Det giver håb og styrker selvværd at gøre noget godt for sig selv og for andre. Derfor har vi valgt ‘håb’ som tema for årets show – fordi man altid kan håbe på noget bedre, og altid kan hjælpe andre, hvilket styrker ens selvværd.

Showet byder på imponerende gymnastiske spring, dans og sang. Et af numrene, “Stort”, handler om at gøre noget meningsfuldt. Ikke for at vise sig frem, men fordi det føles godt inden i:

-Det handler om at gøre noget stort for sig selv og andre, og vi håber at vække den følelse hos publikum, fortæller Jack Godbersen i en pressemeddelelse.

En totaloplevelse

Forestillingen bliver en totaloplevelse med spektakulært lysshow, storskærm og masser af humor. Det er langt fra en traditionel gymnastikopvisning:

-Det er vigtigt, at vi får børn og familier til at grine og glemme tid og bekymringer. Hvis vi samtidig kan sende gode værdier og inspirere til en sund og aktiv livsstil, er det helt optimalt, siger koreografen.

Det nye show bygger videre på en tidligere version udviklet under coronapandemien, hvor håb og tro på bedre tider var essentielle temaer. Over 100.000 gæster oplevede versionerne i 2021 og 2022. Den opdaterede udgave passer perfekt til nutidens behov for håb og optimisme.

-Vi glæder os til at vise vores nye show frem for alle i Kolding og bringe et lysglimt i en tid, hvor vi alle har brug for netop det, slutter Jack Godbersen.

Billetsalget til Flying Superkids’ show i Kolding er i gang.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.