Drømmer du om at spille dig fra Bilka i Kolding til verdensstjerne Lionel Messis hjemmebane i Miami? Lørdag den 10. oktober får gamere i Kolding chancen, når Red Bull Wings Cup kommer til byen.
KOLDING: Lørdag den 10. oktober klokken 10-14 bliver Bilka i Kolding forvandlet til e-sports arena.
Her kommer den verdensomspændende turnering Red Bull Wings Cup til Kolding med en kvalifikation i fodboldspillet EA SPORTS FC, tidligere kendt som FIFA.
Præmien er stor. Turneringen giver helt almindelige danskere mulighed for at kvalificere sig til den danske finale – og siden til verdensfinalen på Lionel Messi og Inter Miami FC’s hjemmebane, Chase Stadium, i Miami.
Fra Kolding til Miami
Kvalifikationen i Kolding er åben for alle, bortset fra professionelle spillere. Det er netop pointen med turneringen, at den skal give nye talenter en vej frem.
Konceptet er afprøvet før. Den danske verdensstjerne Anders Vejrgang vandt sin første turnering i Bilka i Aalborg for snart ti år siden. Siden har han spillet sig op som mangemillionær og en af verdens største stjerner inden for EA SPORTS FC.
“For næsten 10 år siden vandt jeg min første lokale offline-turnering i Danmark. Nu vender jeg tilbage til det sted, hvor jeg spillede små offline-turneringer, som ansigtet på Red Bull Wings Cup. Jeg ved fra min egen erfaring, hvor meget det betyder at få den første mulighed, så jeg glæder mig virkelig til at se, om der er en spiller, der bruger Red Bull Wings Cup til at slå sit navn fast”, fortæller Anders Vejrgang i en pressemeddelelse.
Sådan kvalificerer du dig i Kolding
Kvalifikationen i Bilka Kolding finder sted lørdag den 10. oktober kl. 10.00-14.00. Du møder bare op i Bilka i tidsrummet.
De otte bedste danske spillere fra alle kvalifikationssteder kvalificerer sig til den nationale finale, hvor de skal kæmpe om den ene danske plads ved World Final i Miami.
Ud over de fysiske kvalifikationer i Bilka kan spillere også kvalificere sig online gennem Open League i EA SPORTS FC 27 Ultimate Team.
Universitetsstuderende kan desuden deltage i University League. Der afholdes ikke University League-turnering i Kolding, men interesserede studerende kan deltage i turneringer i blandt andet Aarhus den 9. og 13. oktober samt i Odense den 1. og 8. oktober.
Red Bull Wings Cup i Danmark kører frem til 30. november.
