Skip to main content

Kolding Netavis

Fleksjob er også rigtige job

Elo Christoffersen
Vibeke Henriksen (M). Privatfoto.

Læserbrev af Vibeke Henriksen, byråds- og regionskandidat, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Fleksjob er også rigtige job: I beskæftigelsesindsatsen taler vi ofte om motivation. Men for mange udsatte borgere er det ikke motivationen, der mangler – det er tilliden og mulighederne.

Mennesker i fleksjob bidrager hver dag med værdifuldt arbejde. Alligevel oplever mange, at deres ansættelsesform får for meget opmærksomhed. De bliver omtalt som “fleksjobbere” frem for det, de er – f.eks. sagsbehandlere, lærere eller håndværkere. Det skaber afstand og mindsker anerkendelsen af deres faglige indsats.

Fleksjob handler om arbejdstid og vilkår – ikke om faglighed. Mange i fleksjob er højt kvalificerede og løser vigtige opgaver i både det offentlige og private. Alligevel oplever flere, at fleksjobbet bliver gjort til deres identitet. Det bør vi ændre.

Kommunerne bør ikke kun måles på, hvor mange der kommer i job, men også på hvor godt vi formår at fastholde borgere i fleksjob. Lav ledighed i denne gruppe er et tegn på, at vi lykkes – både menneskeligt og økonomisk. Hver gang vi fastholder et fleksjob, sparer vi samfundet for udgifter og sikrer, at vigtige kompetencer bliver brugt.

I Kolding – og i andre kommuner – skal vi turde være ambitiøse på vegne af mennesker med varige udfordringer. Det kræver, at vi arbejder for kvalitet i beskæftigelsen og taler om mennesker ud fra det, de kan og gør – ikke ud fra deres ordning.

Derfor bør vi måle vores indsats på lav ledighed i fleksjob og omtale mennesker med respekt for deres faglighed og bidrag.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: