Kolding Netavis

Fem lokale virksomheder nomineret

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Louise Paarup har aftalt med Danæg at fortsætte som studiemedhjælper efter sin praktik. Foto: IBA.

Fem lokale virksomheder er med i slutspurten om Årets IBA Praktik 2024.

-Alle ved Danæg har givet mig en hjertevarm velkomst og haft en imødekommenhed, jeg har været meget taknemmelig for. Jeg har fået lov til så meget, og jeg er blevet involveret i langt mere, end jeg havde turde håbe på.

Sådan siger Louise Paarup, der før fristen udløb, har indstillet sit praktikophold hos Danæg i Christiansfeld til konkurrencen Årets IBA Praktik 2024.

Prisen hylder samarbejdet mellem studerende fra IBA og de mange virksomheder, hvor de er ude i praktik.

Louise Paarup læser til Multimediedesigner, og ligesom 341 andre IBA-studerende, har Louise haft mulighed for at indstille sin praktikplads til konkurrencen.

Fem lokale virksomheder er indstillet til prisen

Konkurrencen er nået dertil, hvor feltet er blevet skåret ned til tyve indstillinger. Af dem ligger fem i Kolding Kommune. De lokale virksomheder, som har fået et velfortjent skulderklap af deres praktikanter er: Danæg, KIF Håndbold Elite, Autohuset Vestergaard, Würth Danmark og Restaurant Flammen.

Listen med de 20 praktikophold bliver nu skåret ned til fem finalister, som skal dyste mod hinanden foran en jury. Den består blandt andre af Koldings kommunaldirektør Merete Dissing, den lokale folketingspolitiker Helena Artmann (Liberal Alliance), byrådspolitiker Jonathan Dyring Løvbom Christiansen (Radikale Venstre) samt repræsentanter fra IBA.

Den studerende, som vinder Årets IBA Praktik 2024, er med til at overraske sin praktikvirksomhed, som bliver hyldet med diplom og lagkage til de ansatte. Herefter går turen videre til landsfinalen, hvor den lokale vinder skal dyste mod vindere fra de øvrige syv Erhvervsakademier i landet.

Finalen afvikles på Scandic Strandparken i København med en hovedpræmie på 10.000 kroner til vinderen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel