Skip to main content

Kolding Netavis

Fast track til lægen – nej tak!

Elo Christoffersen
Annette Blynel (t.v.) og Susanne Stenstrop Thorsen (t.h.). Foto: Ulla Asmussen.

Læserbrev af Annette Blynel (SF), regionsrådsmedlem, Strandgade 27, 5700 Svendborg og Susanne Stenstrop Thorsen (SF), byrådsmedlem og regionskandidat, Tvedvej 50, 6000 Kolding.

En ny kæde af praktiserende læger tilbyder hurtige tider til patienter, der kan betale 750 kr. for en konsultation. Det lyder måske som en praktisk løsning, men det er i virkeligheden et brud med hele idéen om lighed i sundhed.

Kæden har allerede en klinik i Esbjerg, og der er flere på vej i bl.a. Kolding, Vejle og Odense. Her kan man købe sig foran i køen, mens andre må vente.

Hvordan hænger det sammen med, at de praktiserende læger siger, at de er pressede og ikke har tid nok til deres offentlige patienter? Og hvordan kan der pludselig være ekstra tid, når undersøgelser viser, at tilgængeligheden mange steder halter?

Det her er ikke bare en smart forretningsmodel. Det er brugerbetaling, der sniger sig ind ad bagdøren. Og det er en udvikling, vi i SF ser på med dyb bekymring.

Det er en glidning mod et A- og B-hold i sundhedsvæsenet, hvor kun de med penge på lommen får hurtig adgang – uanset behov. Men sundhedsvæsenet er ikke til salg. Praktiserende læger med ydernummer er forpligtet til at tage sig af sygesikringspatienter i dagtimerne.

Vi hilser det velkomment, at Region Syddanmark har bedt om at få undersøgt, om denne praksis overhovedet er lovlig. Og vi lover, at vi fortsat vil kæmpe imod ethvert forsøg på at underminere princippet om lighed i sundhed.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.