Skip to main content

Kolding Netavis

Et stærkt udgangspunkt – men også en udfordring

Elo Christoffersen
Thomas Kramer (M). Privatfoto.

Læserbrev af Thomas Kramer (M), byrådskandidat, Istedvej 8, 6000 Kolding.

Det er glædeligt, at byrådet i Kolding kommune har formået at samle sig, stort set alle sammen, om et bredt budgetforlig. Selvfølgelig blev meget af fundamentet for årets budget for kommunen lagt allerede ved sidste års budgetaftale.

Men i en tid, hvor fronterne ofte trækkes hårdt op, er det et sundhedstegn, at vi lokalt kan finde fælles løsninger på så vigtige punktet som behandling og vedtagelse af kommunens budget. Det skaber stabilitet og sender et vigtigt signal til borgerne: Vi kan stå sammen om at sikre en ansvarlig udvikling af kommunen.

Det giver et bredt og ensartet udgangspunkt for den kommende valgkamp, også selvom partierne som ”i gamle dage” står på tæerne af hinanden for at tage æren for netop deres del af det vedtagne budget. Det giver jo små revner i den fælles historie.

Men brede aftaler må ikke blive en sovepude. Når alle partier skal have lidt, risikerer vi, at pengene smøres for tyndt ud, og at der ikke bliver råd til de nødvendige satsninger.

Moderaterne mener, at det kræver mod at prioritere skarpt og stå ved, at nogle områder må vente, hvis vi virkelig vil løfte andre. Det er vigtigt at turde tage en beslutning om retning og så stå ved. På folkeskoleområdet investeres der ikke alverden i dette brede forlig – selvfølgelig tilgodeses specialområdet, hvilket kun er fornuftigt. En nødvendig prioritering for årene frem er vores folkeskoleområde og vores dagtilbudsområde.

Jeg har et gennemgående og stort kendskab til netop folkeskoleområdet, hvor mulighederne for udvikling ligger lige til højrebenet. Det kræver blot modet til at tænke anderledes støttet op af en langsigtet investering.

For mig handler politik som udgangspunkt om at skabe reelle forbedringer – ikke om at alle får en lille gevinst. Jeg anerkender fuldt ud, vi står i en startende valgkamp, hvorfor næsten alle er interesserede i at storme ind i kampen uden ridser i lakken fra et budget-slagsmål.

Skal vi styrke vores skoler, sikre værdig ældrepleje eller lykkes med den grønne omstilling, kræver det koncentrerede investeringer og viljen til at træffe de svære valg – ikke kun de populistiske og smagsneutrale valg.

Brede budgetforlig kan være et stærkt fundament, men de må ikke udvande de politiske visioner. Borgerne har krav på tydelige prioriteringer, så de kan se forskel på partiernes løsninger og vælge, hvilken retning de ønsker for kommunen.

Samarbejde og kompromiser er en styrke – men kun når de kombineres med klare prioriteringer og ambitioner. Det er den balance, jeg ønsker at bringe ind i den kommunale politik.

Næste år ved denne tid ser jeg gerne endnu et succesfuldt vedtaget budget med investering i vores børn i dagtilbud og skole – ikke blot gamle penge og budgetmæssige rokader, men reel forbedring i form af flere faglærte hænder på gulvet.

Der er en meget mere strømlinet administration, hvor bureaukratiet ikke trækker sager i langdrag med derimod, fungerer glat og effektivt. Der skal skæres langt flere lag af kagen, så der er kortere fra borger til beslutning og omvendt.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: