Kolding Netavis

Er havnens ledelse total tonedøv?

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Erik N. Graversen, næstformand i Den Konservative Vælgerforening i Kolding, Trompeterbakken 12, 6000 Kolding.

Er havnens ledelse total tonedøv, og har den intet lært af de seneste års debat omkring havnen?

I lørdagens udgave af JV d. 8. febr., er der på forsiden en stort opsat artikel om havnens planer om at investere ca. 12 mio. kr. i nye anlæg til håndtering af skrot på havnen.

Set i relation til, at der pt. pågår en større planlægning og borgerhøringer omkring fremtiden for Kolding Erhvervshavn, og de arealer, som havnen i dag anvender, finder jeg det direkte provokerende, at havnens ledelse fremturer som den gør.

Ikke at jeg mener den skal sætte alt i stå, men at planlægge investeringer i den størrelsesorden på et tidspunkt, hvor intet er afklaret, og hvor en afklaring må forventes inden for en overskuelig tid, finder jeg er direkte uansvarligt. Der er trods alt tale om en investering svarende til min 4 gange de bedste årsresultater havnen præsterer. Overskuddet er i sig selv beskedent, set i forholdet til de aktiver havnen råder over.

Personligt har jeg mere end svært ved at se, at håndtering af skrot vil være en del af det havne i fremtiden skal bruge så bynære arealer til.

Når havnedirektøren udtaler ”at det gør mig oprigtigt ked af det, når jeg hører at nogle af vore naboer er generet ….”, så er der vist tale om ”krokodilletårer”, idet havnedirektøren til mig klart har udtalt, at ” lystsejlerne i marinaen kan ikke tillade sig at klage over at vi sviner, for de har selv skrevet under på at de skal acceptere forholdene som de er”!!!

Den udtalelse viser nok det sande ansigt- uden “krokodilletårer”.

Det havde klædt havnens ledelse at vise den fornødne respekt for de bestræbelser der pt er igangsat for en planlægning af, hvorledes arealerne på havnen i fremtiden skal anvendes og fordeles, og ikke blot ”tonse videre” som om intet er hændt.

Det er fortsat Kolding som helhed, der er ejer af havnearealerne, og som har pligt og ret til at planlægge, hvorledes de nu, og i fremtiden, skal anvendes bedst til gavn for hele byen.

Så lad os nu først få gennemført en offentlige drøftelse og den endelige planlægning af, hvorledes havnearealerne i fremtiden skal anvendes. Og der kan sikkert også fint være visse erhvervshavneaktiviteter, men næppe håndtering af skrot.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *