Kolding Netavis

Endelig: Nu kommer kommunen med information om vejarbejde

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Kolding Netavis har forgæves forsøgt, at få information om det igangværende asfaltarbejde i midtbyen. Nu kommer kommunen pludselig med detaljer om arbejdet.

Netavisens læsere har spurgt indtil det igangværende asfaltarbejde, der er startet mandag i midtbyen. Og Kolding Netavis har forgæves forsøgt, at få noget at vide om vejarbejdet – og hvornår det skulle blive afsluttet.

Men torsdag formiddag er der endelig kommet lidt information fra Kolding Kommune, der har udsendt en pressemeddelelse om asfaltarbejdet.

Nu oplyser kommunen, at der i denne og næste uge blive lagt ny asfalt på en del af Tøndervej og Haderslevvej i Kolding. Arbejdet udføres i aften- og nattetimerne, så trafikken i dagtimerne forstyrres mindst muligt. Den eksisterende belægning er ved at være godt slidt, og derfor kommer der ny asfalt på følgende strækninger, som led i den løbende vedligeholdelse af kommunens veje:

Haderslevvej – fra Søndervang til Sydbanegade
Tøndervej – fra Bjerggade til Sydbanegade.

– Vi har valgt, at arbejdet skal udføres i aften- og nattetimerne, da der er tale om to veje med temmelig meget trafik. En lukning i dagtimerne ville også berøre butikker og andre forretningsdrivende på strækningerne mere, forklarer vejingeniør Erik Lønborg Birkelund i pressemeddelelsen.

Støj i aften- og nattetimerne

Til gengæld kan beboerne på de to veje i perioden blive generet af støj i perioder i aften- og nattetimerne, mens arbejdet står på.

– Entreprenøren har informeret de berørte beboere, forretningsdrivende, m.fl. pr. sms. Arbejdet foregår i tidsrummet kl. 18-06 med undtagelse af aften- og nattetimerne mellem fredag/lørdag og lørdag/søndag, fortæller Erik Lønborg Birkelund.

Arbejdet er allerede gået i gang. I denne uge fræses den gamle asfalt af, og hvis ellers vejret holder, bliver der lagt ny asfalt på i næste uge.

– Begge veje vil være åbne for trafik i aften- og nattetimerne, mens arbejdet står på. Men kør lidt forsigtigt og belav dig på, at turen godt kan tage lidt længere end normalt, slutter Erik Lønborg Birkelund.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel