Læserbrev af Kalle Busch, folkepensionist og frustreret parkeringsbruger, Havesangervej 34, 6000 Kolding.
Jeg troede egentlig, jeg havde styr på det. Jeg havde en tid hos hudlægen, ankom i god tid, læste parkeringsreglerne grundigt, registrerede mig korrekt via QR-kode og fik kvittering i indbakken. Alt virkede i orden – indtil jeg kom ud og fandt en gul seddel i forruden.
En P-afgift på 995 kr. For hvad, spørger jeg stadig mig selv.
Men det var først da jeg forsøgte at klage, at det for alvor blev absurd. At finde klagesiden var faktisk nemt nok – det var resten, der krævede tålmodighed, teknisk snilde og en god portion humor. Jeg skulle uploade fire dokumenter som bevis. Systemet viste “2 filer valgt”, selvom jeg havde valgt fire. Klikkede jeg på pilen, åbnede upload feltet igen. Filer forsvandt. Filer dukkede op. Filer blev tilsyneladende opslugt af digitale irske havenisser eller noget, opslugt af digitale irske havenisser, som tilsyneladende var ansat til at drive mig til vanvid
Jeg er folkepensionist. Jeg har ikke råd til at betale 995 kr. for en afgift, jeg ikke forstår. Og jeg er ikke digitalt ukyndig – men jeg er heller ikke IT-supporter. Jeg gav næsten op. Kun takket være min digitale ven “Copiloten” lykkedes det mig til sidst at få sendt en mail med dokumentation. Det tog over en time. Og en del dybe vejrtrækninger.
Så kære APCOA og alle andre med digitale selvbetjeningssystemer: Hvis I vil have folk til at klage digitalt, så gør det nemt. Ikke alle har en Copilot ved hånden. Og ikke alle har tålmodighed til at kæmpe med syv irriterende digitale havenisser for at få retfærdighed.
