De fleste kender til Danmarksmesterskaber i fodbold, håndbold og cykling. Men langt færre ved, at der også kåres mestre i undervandsfotografi.
Danmarks måske mest hemmelige mesterskab afholdes i Lillebælt: I weekenden mødes nogle af landets dygtigste undervandsfotografer ved Gl. Ålbo Camping. Det sker til det officielle Danmarksmesterskab i Undervandsfotografi, som arrangeres af Dansk Sportsdykker Forbund i Lillebælt.
Mesterskabet er en af Danmarks mest skjulte sportsbegivenheder, da konkurrencen foregår under havets overflade – langt væk fra tilskuere og tv-kameraer. Deltagerne søger efter de motiver, som de færreste danskere får mulighed for at opleve: farverige nøgensnegle, fiskestimer og de imponerende undersøiske landskaber, som Lillebælt er kendt for blandt dykkere i hele Europa.
-Vi er stolte af at være værter for det officielle Danmarksmesterskab i Undervandsfotografi. Mesterskabet viser den unikke undervandsnatur i Lillebælt, som mange danskere aldrig har set med egne øjne, fortæller Martin Pedersen fra Gl. Ålbo Camping i en pressemeddelelse.
Oplevelser for hele familien
Weekenden byder også på oplevelser for hele familien. Sammen med Naturpark Lillebælt tilbydes en række aktiviteter for publikum. Naturvejledere vil være til stede ved vandkanten og fortælle om dyrene og planterne i Lillebælt. Besøgende kan også prøve Naturparkens populære gennemsigtige kajakker, som giver en helt særlig udsigt til livet under vandoverfladen.
For arrangørerne handler mesterskabet ikke kun om at kåre en vinder, men også om at skabe opmærksomhed om den skjulte naturarv i de danske farvande. De fantastiske billeder, som undervandsfotograferne tager, giver alle os andre et sjældent kig ind i en verden, vi normalt ikke kan se.
Mesterskabet finder sted den 13. juni klokken 10-17 ved Gl. Ålbo Camping.
