De sænkede en skat i Lillebælt. Om et år skal hundreder af gæster hente den op igen.
400 flasker rom og whisky sænket i Lillebælt: Ved Lillebælt er et nyt og anderledes turistprojekt netop skudt i gang. Ikke med en ny forlystelse eller bygning, men med en skat, der nu ligger på havets bund. Gl. Ålbo Camping ved Kolding har sammen med turister sænket 200 flasker rom og 200 flasker whisky ned i Lillebælts vand. Målet er at tiltrække gæster fra hele Europa til en helt særlig oplevelse.
I en tid, hvor turister søger oplevelser ud over de traditionelle seværdigheder og souvenirs, vil projektet skabe en levende fortælling, hvor gæsterne selv bliver en del af eventyret. Om præcis et år, den 26. juni 2027, inviteres flaskernes ejere nemlig tilbage. Ikke for blot at modtage en flaske som gave, men for selv at dykke efter den og bringe den op fra havets bund. Det er oplevelsen, der tæller.
-Vi tror på, at fremtidens turisme handler om minder frem for materielle ting. Folk skal rejse hjem og fortælle, at de har dykket efter deres egen skat på havets bund i Lillebælt. Det er den historie, vi ønsker at skabe, fortæller siger Martin Pedersen fra Gl. Ålbo Camping i en pressemeddelelse.
Lillebælt som oplevelsesrum
Lillebælt er i forvejen et velkendt område blandt dykkere, kendt for sit rige havmiljø med marsvin, varieret marineliv og kraftige strømme. Men området har potentiale til meget mere end traditionel naturturisme. Med projektet vil Gl. Ålbo Camping udvikle en unik oplevelse, hvor naturen bliver scenen, havet selve oplevelsen, og hvor deltagerne selv bliver hovedpersonerne i historien.
Deltagerne kommer fra Danmark, Tyskland, Holland og Belgien. Og den fælles dag i juni 2027 bliver langt fra en almindelig opgave. Det bliver en festlig begivenhed, hvor dykkere samles for at hente deres flasker op.
Historier frem for ting
Gl. Ålbo Camping har allerede mange udenlandske besøgende, der kommer for at dykke i Lillebælt. Nu ønsker de at skabe endnu en grund til at besøge området – ikke bare en engangsoplevelse, men noget der trækker folk tilbage år efter år. Ved at starte oplevelsen ved sænkningen af flaskerne – og først afslutte den et år senere – bliver rejsen og forventningen en vigtig del af fortællingen.
Et jubilæum med et blik mod fremtiden
Projektet markerer campingpladsens 75 års jubilæum, men ambitionerne rækker langt videre end blot fejringen. Målet er at skabe nye, innovative oplevelser, som kan styrke turismen i hele området og sætte fokus på, hvordan natur, kultur og lokale samarbejder sammen kan skabe international opmærksomhed. Samarbejdet med Trolden Destilleri tilføjer et kunstnerisk og håndværksmæssigt element, hvor kvalitetsprodukter, havmiljø og eventyr mødes i én samlet oplevelse.
Med denne skat under bølgerne inviteres gæster til et eventyr, der fletter natur, kultur og personlig engagement sammen og på den måde skaber en ny form for turistoplevelse ved Lillebælt.

