Skip to main content

Kolding Netavis

Børn i mistrivsel skal ikke tabes i systemet

Elo Christoffersen
Christina Kokkendoff (LA). Privatfoto.

Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.

Børn i mistrivsel skal ikke tabes i systemet: I Kolding Kommune står alt for mange børn og unge udenfor fællesskabet. De kæmper blandt andet med angst, ADHD, PTSD eller følger af mobning og mens systemet holder møder, venter de. Deres barndom kan ikke sættes på pause.

Bag hvert barn står en familie, der forsøger at klare alt selv. Nogle forældre bliver tvunget til at tage orlov eller opgive deres arbejde for at være hjemme, mens hjælpen lader vente på sig. Søskende mærker også presset, når opmærksomhed og energi konstant er rettet mod den, der har det svært.

Vi har skabt et system, hvor hjælpen er styret af regler, proceskrav og bureaukrati fremfor sund fornuft og resultater. Ressourcerne når ikke altid frem til dem, der faktisk har brug for dem og hjælpen kommer alt for sent.

Når et barn viser tegn på mistrivsel, skal hjælpen sættes ind hurtigt. Om det er skolepsykologen, en coach, en privatpraktiserende psykolog eller psykiatrien, er ikke det vigtigste. Det afgørende er, at barnet kommer tilbage i trivsel så hurtigt som muligt. Her skal vi give skoler, fagfolk og forældre frihed til at vælge den løsning, der virker, uden at blive bremset af papirbunker og lange procedurer.

Familier skal have reel medbestemmelse over, hvilken hjælp deres barn får. Offentlige midler bør følge barnet og ikke institutionen eller systemets standardløsning.

Hurtig handling er afgørende. Hvis vi hjælper et barn nu, kan vi ofte undgå år med langvarig behandling, social isolation og tabt skolegang. Hvis vi venter, bliver prisen, menneskeligt og økonomisk, langt højere.

Vi skal have et system, der er bygget til at løse problemer, ikke til at administrere dem. Børn i mistrivsel fortjener ikke at blive gemt væk i ventelister og sagsmapper.

Frihed, ansvar og rettidig indsats er vejen frem, hvis vi vil sikre, at alle børn får mulighed for at være en del af fællesskabet.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: