Kolding Netavis

Bilka Kolding donerer overskudsvarer til udsatte borgere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Bilka Kolding donerer overskudsmad- og varer op til jul til udsatte familier og trængende borgere gennem Kolding Madhjælp. Pressefoto.

Bilka Kolding donerer i år overskudsmad- og varer til foreningen Kolding Madhjælp, der samler overskudsmad ind fra butikker, og fordeler det til folk, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen.

Juleaften nærmer sig, og i de fleste danske hjem er det en glædelig tid med store forventninger, hvor man køber gaver til sine kære, pynter op og planlægger julemenu til den helt store guldmedalje.

Men sådan ser det ikke ud for alle. Julen kan være forbundet med svære følelser, bekymringer og usikkerhed for de danskere, der kæmper økonomisk eller befinder sig i sårbare livssituationer. Og det er kun mere aktuelt i år, hvor de stigende leveomkostninger sætter mange økonomier under pres.

Derfor donerer Bilka Kolding overskudsmad- og varer op til jul til udsatte familier og trængende borgere gennem Kolding Madhjælp. På den måde håber Bilka på at kunne sprede juleglæde hos hårdt ramte familier og enlige i en svær tid. Hos Kolding Madhjælp bringer udsigten til at modtage og fordele overskudsvarerne stor glæde.

-Vores motto hos Kolding Madjælp er: ”Ingen skal gå sultne i seng”, og det glæder os utroligt meget, at Bilka Kolding er med på den mission. Det er fantastisk, at vi i fællesskab kan gøre madspild til madgavn, fortæller Ida Jørgensen, formand for Kolding Madhjælp, i en pressemeddelelse og fortsætter:

-Tidligere har vores modtagere været folk på overførselsindkomst, men i år hører vi også fra familier med fuldtidsarbejde, der ikke kan få økonomien til at løbe rundt. Det er et billede på, hvor stor betydning donationerne fra Bilka kommer til at gøre for de lokale i Kolding.

En velfortjent håndsrækning

Hos Bilka Kolding finder sektionschef Kathrine Clausen stor mening i at være med til at gøre juletiden bedre hos en række udsatte danskere. I år er det endda tredje jul i træk, at Kolding Madhjælp modtager overskudsdonationer fra Bilka Kolding. Det kan være alt fra frugt, grønt og kød til juleslik, småkager og andre godter, der ikke kan nå at blive solgt inden julens lukkedage.

-Julen er allerede en dyr tid for mange, men i år er der endnu flere familier og borgere, der er pressede på økonomien. Derfor er vi glade for at kunne gøre en forskel for dem i vores lokalområde, der har brug for en håndsrækning. Jeg håber meget, at varerne kan være med til at give modtagerne den jul, som alle fortjener, siger Kathrine Clausen, sektionschef i Bilka Kolding.

Julekort skal sikre 60.000 måltider til udsatte familier

Siden november har Bilkas kunder haft mulighed for at købe julekort for 20 kroner, der ubeskåret går til FødevareBanken. FødevareBanken arbejder hver dag for at bekæmpe madfattigdom i Danmark ved at uddele frisk overskudsmad ud til organisationer, der arbejder med udsatte børn, unge og vokse.

For hvert købt julekort fordobler Bilka beløbet, så der samlet doneres 40 kroner per kort. Bilka forventer i år, at donationskortene vil være med til at sikre 60.000 måltider til udsatte familier. Et julekort svarer til 12 måltider.

En julehjælpende hånd

Det er tredje år i træk, at Bilkas 18 varehuse op til jul donerer overskudsmad og -varer til lokale foreninger, som de selv har valgt. Og det er noget, der bringer masser af stolthed, fortæller Bilkas direktør Mark H. Nielsen:

-I alle Bilkas varehuse er det en selvfølge at give tilbage til lokalsamfundet, hvor man kan. Derfor går vi for tredje år i træk sammen med lokale foreninger fra hele Danmark for at give udsatte borgere og familier den jul, de fortjener. Det gør både mig og alle Bilkas medarbejdere utroligt stolte, at vi kan være med til at gøre en forskel på den måde, siger Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka.

De varer, som Bilka Kolding donerer til Kolding Madhjælp, udløber i julens lukkedage. Dermed er donationerne med til at forebygge madspild hos varehusene, der også i hverdagen gør et stort arbejde for at mindske og forebygge madspild. Det gøres blandt andet gennem større fokus på lagerstyring, dag-til-dag leveringer, nye IT-systemet i varehusene, madspildskølere og faste donationer til FødevareBanken til jul, påske og pinse i alle varehuse.

Bilka arbejder målrettet i hele værdikæden på at nedbringe madspild og har et mål om at halvere det totale madspild inden 2030. Med en madspildsreduktion på 37,5 procent siden 2015 er de godt på vej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel