Hvordan er det at køre en 16,5 meter lastbil? Det finder eleverne på Bakkeskolen i Kolding ud af onsdag den 19. august, når transportbranchens store roadshow-lastbil ruller ind på skolens parkeringsplads.
Her får eleverne mulighed for at sætte sig bag rattet i en realistisk lastbilsimulator og teste jobbet som lastbilchauffør.
Skoledag med landevejskørsel, film og quiz
Det er langt fra en almindelig skoledag, der venter eleverne på Bakkeskolen.
Transportens Udviklingsfonds roadshow er en specialdesignet lastbil, der er bygget til at give unge et indblik i vejgodstransportuddannelsen. Dagen byder på film, quizzer og højdepunktet: En prøvetur i den realistiske simulator, hvor eleverne selv skal styre lastbilen ud på landevejene.
Formålet er at vise, hvad der skal til for at tage en erhvervsuddannelse inden for transport.
Vil inspirere flere unge til job i transport
Roadshowet har kørt siden 2016 og har besøgt omkring 1.300 skoler og mødt mere end 90.000 elever i hele landet.
Bag initiativet står 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) som en del af image- og rekrutteringskampagnen ‘Job i transport’.
Kampagnen skal forbedre opfattelsen af jobbet som lastbilchauffør og tiltrække flere til en branche, der i mange år har haft for mange tomme førerhuse.
-Der er et stigende behov for arbejdskraft inden for vejgodstransport, og mange kender ikke til mulighederne. Når vi møder de unge i øjenhøjde, giver dem nye perspektiver på faget, og de selv sidder i førerhuset og prøver det af, får de en helt anden forståelse af jobbet. Det gør en forskel for deres valg, at de oplever det i praksis, fortæller Heiko Bjørn, drifts- og udviklingschef i Transportens Udviklingsfond, i en pressemeddelelse.
Brug for flere chauffører – også kvinder
Behovet for nye lastbilchauffører er stort. I 2025 var 880 elever i gang med vejgodstransportuddannelsen – heraf 89 kvinder og 791 mænd. Det er en fordobling af antallet af kvinder siden 2019.
Branchen har et særligt fokus på at tiltrække flere kvinder og vise bredden i jobmulighederne.
-Chaufførjobbet er langt mere end at køre fra A til B. Det er et arbejde med ansvar, frihed og gode karrieremuligheder. Det er vigtigt, at flere unge får mulighed for at opleve det i praksis – både mænd og kvinder,” siger Lars William Wesch, branchedirektør i ATL, Transportens Arbejdsgivere, som er en del af DI.

