Læserbrev af Laura Guldager Thomasen, Klostergade 38 101, 6000 Kolding.
Når jeg læser Søren Rasmussens (DF) læserbreve om “besparelser på ældreområdet”, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvis bare det var så enkelt.
Som tidligere medarbejder på et af Koldings plejehjem kender jeg virkeligheden bag facaden.
Jeg har set, hvordan politiske beslutninger, ofte truffet uden forståelse for hverdagen, påvirker både beboere og personale langt mere end de økonomiske linjer i et budget. Derfor føler jeg et ansvar for at sige det, som det er: Ældreområdet i Kolding lider ikke først og fremmest under besparelser, men under hovsaløsninger og manglende indsigt.
Søren Rasmussen maler et billede af en kommune, der med kold hånd skærer i omsorg og værdighed. Men budgetstrategien, som han kritiserer, handler faktisk om at tilpasse ressourcerne til de reelle behov, ikke om at skære blindt. Og det er en vigtig forskel. Flere ældre betyder ikke nødvendigvis flere med omfattende plejebehov, og derfor giver det god mening at prioritere klogt frem for automatisk.
Til gengæld er der en række beslutninger, truffet under netop Søren Rasmussens formandskab, som har haft helt konkrete og negative konsekvenser ude på plejehjemmene. På plejehjem har ombygninger, blandt andet som følge af den nye plan for hjemmeplejen, lukket fællesrum i månedsvis og tvunget aktiviteter til at blive aflyst eller reduceret. Det har været til stor gene for beboere og personale, og ikke fordi der manglede penge, men fordi planlægningen har været mangelfuld.
Derudover er der problemer, der har stået på i årevis. Bare et eksempel er, at vi i Kolding Kommune har plejehjem uden et egentligt personalerum og uden adgang til et sted, hvor man i fortrolighed kan tale med pårørende, føre journalnotater eller kontakte relevant sundhedsfagligt personale. Det er ikke en midlertidig udfordring, det er et vilkår, som mange medarbejdere har levet med i årevis.
Det hjælper ikke ”bare” at møde op til jul med pæne ord og julemusik. Ældreområdet fortjener mere end symbolsk opmærksomhed. Det fortjener, at man sætter sig ind i, hvordan hverdagen fungerer, hele året, og handler derefter.
Der er brug for beslutningstagere, der ikke bare taler om værdighed, men forstår, hvad der skal til for at skabe den. Og det begynder med at lytte til medarbejdere, beboere og alle os, der faktisk ved, hvordan virkeligheden ser ud.
