Kolding Netavis

Årsopgørelsen: Her er de fradrag, du ikke må glemme

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Rigtig mange danskere skynder sig ind på Skats hjemmeside, når der åbnes for årsopgørelsen for at se, om de skal have penge tilbage eller ej. I den forbindelse bør du også tjekke for fejl og glemte fradrag, og derfor har Spar Nord og BDO lavet en tjekliste med de fradrag, du bør kigge efter i sømmene.

Når Skat åbner for årsopgørelsen, hvilket i år officielt sker den 13. marts, sidder rigtig mange danskere sædvanligvis i kø for at se, om de skal have penge tilbage i skat. Mange risikerer dog at snyde sig selv for flere tusinde kroner, hvis de ikke også tjekker årsopgørelsen for fejl og ikke mindst glemte fradrag:

-Uanset om det ser ud til, at du skal af med penge eller får et beløb tilbage fra Skat, er det vigtigt at tjekke din årsopgørelse. Både i forhold til at se efter, om der har sneget sig fejl ind i opgørelsen, men naturligvis også for at sikre, at du har medregnet alle dine fradrag. Der kan nemlig være en væsentlig sum at hente, hvis du mangler et eller flere fradrag, fortæller investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov, i en pressemeddelelse.

Derfor har Spar Nord og BDO lavet en tjekliste over de væsentligste fradrag, som du måske har glemt, eller som du skal være særligt opmærksom på netop i år.

Kørselsfradrag

Hvis du pendler mere end 24 kilometer til og fra arbejde, har du ret til kørselsfradrag – også kaldet befordringsfradraget. Og i år kan pendlerne se frem til et højere fradrag, end hvad der oprindeligt var lagt op til, da satserne ekstraordinært blev hævet i april 2022 med tilbagevirkende kraft for hele indkomståret:

-En stor gruppe danskere kan se frem til højere fradrag, da satserne som noget særligt blev reguleret i løbet af indkomståret som følge af de stigende benzinpriser, hvilket kun er tredje gang på 30 år. Det vil således være ærgerligt at gå glip af fradraget, hvis du har pendlet og endda har haft højere udgifter til brændstof, siger chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen, og han tilføjer:

-Uanset hvilket transportmiddel du har benyttet dig af – også bus, tog og cykel – kan du få fradraget, der udgør 2,16 kroner per kilometer for al kørsel mellem 24 og 120 kilometer, hvorefter fradraget er 1,08 kroner per kilometer. Sidstnævnte gælder dog ikke i såkaldte yderkommuner, hvor du får 2,16 kroner per kilometer, selvom du har kørt over 120 kilometer

Håndværkerfradrag og servicefradrag

Selvom håndværkerdraget blev afskaffet i 2022, kan du stadig få fradrag for arbejde udført af en håndværker i første kvartal af året, og som er betalt inden juni. Hvis du derudover er en af de danskere, som får hjælp til eksempelvis rengøring, børnepasning eller vinduespudsning, kan du også gøre brug af servicefradraget.

-Der kan være flere danskere, som allerede har glemt alt om håndværkerfradraget efter afskaffelsen – men det er værd at huske fradraget, som maksimalt udgør 12.900 kroner per person, og dermed kan ægtefæller og samlevere opnå et fradrag på samlet set 25.800 kroner, siger Henning Boye Hansen og tilføjer:

Servicefradraget kan du opnå for arbejde udført i hele 2022, og her kan du få et fradrag på op til 6.400 kroner per person, så hvis du har en samlever eller ægtefælle, er det maksimale fradrag 12.800 kroner.

Fradrag for tab på aktier

Hvis du har tabt penge på aktiemarkedet i det forgangne år, kan du i flere tilfælde trække det fra i fremtidige gevinster og udbytter.

-Efter et turbulent aktieår vil dette fradrag være relevant for mange private investorer. Det er nemlig muligt at fratrække tab på aktier, der er købt på et reguleret marked – og hvis du ikke har haft nogle af disse, kan du trække tabet fra i fremtidige gevinster, siger Karsten Brøndum Idskov og tilføjer:

-Her skal man blot bemærke, at Skattestyrelsen skal have oplysningerne fra din bank eller dig. Derfor bør du kigge efter, om tabet er registreret i skattemappen.

Fradrag for gaver til velgørende formål

Hvis du i årets løb har doneret penge eller gaver til et velgørende formål, kan du få fradrag for donationen.

I 2022 kan du højest få fradrag for 17.200 kroner, og med fradraget opnår du en skattebesparelse i omegnen af 26 procent af beløbet.

-Det kan være, at du i årets løb har doneret beløb i forbindelse med indsamlinger, og så kan du få fradrag for beløbet, hvis organisationen er godkendt af Skattestyrelsen. Dog kan du ikke selv indberette det. Det skal den velgørende organisation gøre – og af den grund er det en god idé at tjekke efter, om det nu også er med på årsopgørelsen, fortæller Henning Boye Hansen.

Børne- og ægtefællebidrag

Det er muligt for fraskilte personer at få fradrag, hvis de betaler ægtefællebidrag eller børnebidrag til børn under 18 år. Fradraget bliver som udgangspunkt registreret automatisk, men der er tilfælde, hvor det ikke sker:

-Du får helt automatisk fradrag, hvis betalingen foregår via Udbetaling Danmark. Betaler du på anden vis, har du til gengæld selv ansvaret for at få det med i årsopgørelsen. I den sammenhæng er det også værd at huske, at du kan få fradrag, når du betaler for udgifter i forbindelse med dit barns dåb eller konfirmation, hvis dit barn ikke bor hos dig, slutter Henning Boye Hansen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel