Læserbrev af Nicolai Holmgaard Juul (SF), Bjert / byrådskandidat.
Byrådet taler om handlekraft. Men i 20 år har de samme partier udvist passivitet, når det gjaldt. Nu – i valgkampen – er handlekraften pludselig fundet frem. Lad os være ærlige: Det ligner mere valgflæsk end reel ansvarlighed.
Kolding står med tre store udfordringer, som ikke kan løses med overskrifter og bulldozere. For det første: Den demografiske udvikling. Flere ældre kræver rammer for et godt og aktivt liv, mens vi samtidig mangler at tiltrække unge og ressourcestærke familier. Uden en levende midtby, kultur og gode jobmuligheder lykkes det ikke.
For det andet: Klimaet. Stigende vandstande er en realitet. Nærhed til vand er ikke kun en gave – det er også en risiko. Vi kan ikke udvikle havnen og byens fremtid, som om naturkræfterne ikke findes.
For det tredje: En politisk kultur, hvor magtfuldkommenhed har sat sig fast. Borgerinddragelse har alt for ofte været en eftertanke. Resultatet? En midtby uden retning, uden ejerskab og uden forankring i fællesskabet.
At udvikle Kolding kræver mere end hurtige beslutninger. Det kræver politikere, der tør være langsigtede, indrømme begrænsninger – og lytte. Ikke til næste meningsmåling, men til de borgere, der skal leve i byen de næste 100 år.
Vi skylder vores børn og børnebørn en by, der står stærkt i fremtiden. Det kræver mod – ikke valgflæsk.
