Læserbrev af Kenny Holm (R), Sjølund, byrådskandidat.
Landbruget har en stor del af ansvaret for udledningen af det kvælstof, som belaster fjord og havmiljø. Men kommunen må også feje for egen dør. I dag sker der overløb fra rensningsanlæg, hvor u-renset spildevand ledes direkte ud i fjord og bælt.
Kolding ligger smukt omgivet af fjord, strand og hav. Det er ikke bare et kendetegn for vores kommune, men også et vigtigt aktiv for turismen. Den grønne og blå turisme – med lystfiskeri, sejlads, badestrande og naturoplevelser – lever af et sundt vandmiljø. Hvis vi ikke passer på, risikerer vi at miste både naturværdier og en vigtig del af kommunens tiltrækningskraft.
Kommunen bør derfor sikre en effektiv rensning af spildevandet og investere i løsninger, der forhindrer overløb. Det er nødvendigt, hvis vi vil have et havmiljø, hvor fisk, fugle og natur kan trives – og hvor børn fortsat kan bade i rent vand. At pege fingre hjælper ikke. Kommunen skal tage ansvar og gå foran med handling, så vi kan give et levende vandmiljø videre til kommende generationer.
