Læserbrev af Lars Rosenberg Grodt-Andersen (DD), Drejens / spidskandidat til kommunalvalget.
Vi skal investere i vores børn og unge – for det er dem, der skal sikre vores fælles fremtid.
Hvis vi ikke styrker deres trivsel, læring og muligheder, bliver ikke kun de, men hele kommunen og hele landet, de store tabere.
Derfor skal vi investere i skoler og daginstitutioner – både i den daglige service og på anlægssiden. For uden dygtige lærere og pædagoger, der har tid og rammer til at løfte opgaven, mister vi det vigtigste fundament for et stærkt samfund.
Men det handler ikke kun om hænderne. Det handler også om rammerne. Vores børn og unge skal have inspirerende og trygge omgivelser, hvor trivsel og læring kan blomstre. Nedslidte bygninger og for store børnegrupper giver ikke de bedste betingelser for udvikling.
Når vi skaber de bedste rammer for børn, unge og deres familier, skaber vi samtidig en kommune, hvor flere har lyst til at bosætte sig.
Lad os investere i fremtiden – ved at investere i dem, der er fremtiden.
