Kolding Netavis

Ups: Vej omdøbt ved en fejl

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Beboerne på denne gade fik sig torsdag et chok: Gaden var omdøbt. Men det var en fejl, oplyser Kolding Kommune.

En tastefejl i et IT-system har betydet, at en hel gade i Christiansfeld i dag med ét slag ændrede navn fra Nørregade til Zinzendorfgade. Selv om datafejlen, der opstod i Kolding Kommunes Byggesagsafdeling, er rettet, blev der automatisk sendt et brev til beboernes e-boks om, at de havde fået en ny adresse, hvilket selvfølgelig vakte stor undren i verdensarvsbyen.

– Vi beklager meget, den fejl, der er sket og det besvær, som den eventuelt må medføre for beboerne i Nørregade. Da de kommunale og statslige IT-systemer hænger sammen, er navneændringen slået i gennem i alle offentlige registre, og selv om fejlen blev rettet hurtigt, vil rettelsen desværre først slå i gennem i morgen fredag kl. 16, forklarer afdelingsleder i Byggesag, Ingelise Jellesen, i en pressemeddelelse.

Omdøbningen af Nørregade i Christiansfeld til Zinzendorfgade er sket i IT-systemet Danmarks Adresser, der anvendes til at navngive gader og tildele husnumre i hele Danmark. Fejlen er sket i forbindelse med arbejdet med at forberede omdannelsen af Christiansfeld Gl. Skole til boliger.

Navnet Zinzendorf stammer i øvrigt fra den tyske greve, embedsmand og teolog, Nikolaus Ludwig von Zinzendorf (1700-1760), der grundlagde den Herrnhutiske Brødremenighed, som i sin tid byggede Christiansfeld.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *