Skip to main content

Kolding Netavis

Tre personer mellem 88 og 98 år blev svindlet i eget hjem

Elo Christoffersen
Foto: Bo Bach Jensen (Arkivfoto)

Tre ældre i Kolding og Hedensted blev svindlet i eget hjem. Her er fem gode forebyggende råd.

Tre personer mellem 88 og 98 år blev svindlet i eget hjem: Tirsdag den 7. juli blev tre ældre personer i alderen 88 til 98 år fra Kolding og Hedensted snydt af svindlere, som ringede og udgav sig for at være fra deres bank. Efterfølgende kom kriminelle hjem til dem og fik udleveret kontanter, betalingskort og smykker. Ofrene troede, at det var rigtige bankansatte. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sydøstjyllands Politi efterforsker sagen og har allerede talt med de berørte, men ved endnu ikke, om de tre sager er forbundne.

Politikommissær Jesper Christensen understreger, hvor ubehageligt og sårende det er at blive snydt på denne måde, især når tilliden udnyttes.

Fem råd til at undgå svindel

1) Din bank, politiet eller andre myndigheder vil aldrig bede dig om at udlevere følsomme oplysninger over telefonen. De kommer heller ikke hjem til dig for at hente dit hævekort eller din kode. Så udlever aldrig dine betalingskortkort, koder eller personlige oplysninger til andre.

2) Afbryd opkaldet. Læg røret på, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge eller udlevere personlige oplysninger.

3) Få udeladt nummer. Et af de bedste greb til at undgå kontaktbedragerier er at få udeladt nummer. På den måde vil oplysninger som navn, telefonnummer og adresse ikke fremgå på internettet. Du kan få udeladt nummer ved at kontakte dit teleselskab. Hjælp også gerne dine pårørende – særligt dine ældre venner og familiemedlemmer – med at gøre det samme. Læs mere om, hvordan du får udeladt nummer, i denne folder.

4) Kontakt politiet. Hvis du mistænker, at du er blevet svindlet, så anmeld det til politiet på 114.

5) Kontakt Offerrådgivningen på tlf. 116-006, hvis du som offer for kontaktbedrageri eller anden kriminalitet har brug for støtte.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: